PATELLA LUXATION

(LØSE KNÆSKALLER)

Indledning:

Knæskallen (patella) ligger i en fure i den nederste del af lårbenet. Den holdes på plads af ligamenter og sener, blandt andet fra knæets store strækmuskel.

Patellaluxation er betegnelsen for en tilstand, hvor knæskallen ikke længere ligger stabilt på sin plads. Den glider ud af sin normale stilling (luxerer). Knæskallen kan enten flyttes mod midten (medialt) eller til siden (lateralt). Patellaluxation bruges også, når knæskallen ligger på sin normale plads, men let kan forskydes til siden.

patella.gif (14205 bytes)

F: Lårben (femur), Fh: Femurhals, P: knæskal (patella), Fi skinneben (fibula), T: lægben (tibia).

Figur 1: Skematisk af typiske bagbensstillinger. A: Normal benstilling. Benstilling med medial patellaluxation. C: Benstilling med lateral patellaluxation.

Forekomst:

Løse knæskaller ses hos de fleste racer. En norsk undersøgelse viser, at det kun er et problem hos få af racerne. Det er specielt små racer og enkelte større racer, som har problemet. Desuden viser undersøgelse, at problemet bliver tydeligere, når en race bliver populær og stiger i antal. Undersøgelsen konkluderer, at det er fordi arv spiller en rolle i lidelsen, og at øget popularitet ofte giver en øget grad af indavl.

En amerikansk undersøgelse viser, at løse knæskaller afhænger både af køn, race og størrelse. Der ses 1.5 gange oftere patella luxation hos tæver i forhold til hanhunde. Det ses 7 gange oftere hos hunde, som vejede under 9 kg, i forhold til gennemsnittet og 13 gange oftere hos små end hos større racer.

Kliniske fund:

Løse knæskaller opdages tit, fordi hunden begynder at halte. Haltheden kan variere fra periodevis lidt halt til, at hunden overhovedet ikke støtter på benet. Ved undersøgelse er knæskallen enten udenfor sit leje eller som let kan flyttes ud af sit leje. Oftes er knæskallen på midtersiden af benet, men kan også være på ydersiden af benet. Lidelsen ses ofte på begge ben, men kan også ses kun på den ene ben.

Løse knæskaller skyldes ikke forandringer i selve knæskallen. Det er ofte forandringer i hele bagbenet, som fører til løse knæskaller. Det er sjældent skader, som er årsag til løse knæskaller. Hos en hund, som har forandringer i bagbenet som disponerer for løse knæskaller, kan en skade derimod ofte medføre, at knæskallen glider ud af sit normale leje. Da disse forandringer er deformiteter som følge af fejludvikling af bagbenene, som kommer gradvis i vækstperioden, opdages patella luxation ofte i en ung alder.

Diagnosticering:

Klinisk deles patella luxation i 4 grader.

Grad 1:

Knæskallen ligger på plads, men lader sig flytte. Den glider selv tilbage på sin plads, når den slippes. Mange af disse hunde er symptomfrie, men hos andre kan knæskallen glide ud af sin normale plads og medføre halthed.

Her er kun små afvigelser fra den normale udvikling af bagbenet.

Grad 2:

Knæskallen ligger normalt på plads ved undersøgelsen, men flyttes let ud af plads og glider ikke selv tilbage på plads igen. Den kan også selv hoppe ud af pladsen, når benet bøjes og strækkes. Lægger man knæskallen tilbage på sin plads, bliver den liggende.

Der er en moderat krumning af benets knogler og op til 30o rotation af underbenets øverste del. Dette medfører, at de sener, som holder knæskallen på plads, ikke længere ligger midt foran på underbenet. Hunden vil hyppigere være halt og perioderne med halthed vil bliver længere.

Ubehandlet kan grad 2 gå over i grad 3.

Grad 3:

Knæskallen er altid ude af det normale leje. Den kan lægges på plads, når benet strækkes, og glide ud igen, når benet bøjes.

Der er en tydelig krumning af benets knogler. Underbenets øverste del er roteret 60o . Musklerne sidder ikke på den rigtige plads. Der kan udvikles slidforandringer i knæledet. Der er som regel meget lidt fure til knæskallen. Hunden bruger benet, men kan ikke strække knæleddet og den halter som regel tydelig.

Grad 3 kan udvikle sig til grad 4.

Grad 4:

Knæskallen er altid ude af den normale plads, og den kan ikke lægges på plads. Der er en udtalt krumning benets knogler, og den øverste del af underbenet er roteret 60o - 90o. Der er ingen fure til knæskallen. Det er som regel ikke mulighed for at strække benet ud på grund af fejlplacering og sammentrækning af musklen. En sådan hund er stærk invalideret og har abnorme bagbensbevægelser eller kan ikke gå.

Behandling:

Der findes forskellige operationsmåder til at behandle en hund med løse knæskaller. Disse bruges hver for sig eller sammen. Udsigten til helbredelse afhænger af hvilken grad, der er tale om, samt hundens størrelse.

Grad 1 behandles oftes ikke, undtagen når lidelsen er ved at udvikle sig til grad 2. Her vil man stramme senerne op.

Ved grad 2 kan det være nok at stramme senerne op og evt. indsætte kunstige sideligamenter.

Ved grad 3 er operationen ofte en kombination af flytning af sener og knogleændringer.

Ved grad 4 er en knogleoperation nødvendig. Ændringer i ledkapslen og muskulatur kan yderligere komplicere behandlingen. Disse hunde er ofte stærkt invalide, og aflivning bliver ofte anbefalet.

Prognosen for disse operationer bliver dårligere, jo mere hundene vejer, da belastningen hermed bliver større. Prognosen for en stor hund med grad 2 kan derfor være værre end for en lille hund med grad 3.

Årsag:

Der er 3 grupper af knæskalleluxationer.

1: Små og mellemstore hunde med medial knæskalleluxation

Disse hunde vil have bagben som i figur 1B.

Her er for lille vinkel mellem lårben og lårbenshals.

Dette er arveligt disponeret/polygenetisk nedarvet, da det afhænger af lårbenets form, og denne form er arvelig.

2: Mellemstore og store hunde med lateral knæskallen luxation.

Disse hunde vil have bagben som i figur 1C

Her er for stor vinkel mellem lårben og lårbenshals.

3: Små hunde med lateral luxation.

Disse hunde vil have bagben som i figur 1A.

Dette ses oftest hos hunde 3-5 år gamle. Her er ikke knogleforandringer, men en alderssvækkelse af sener og muskulatur, som fører til luksationen.

4: Hunde med medial luksation på grund af skade.

Disse hunde vil have bagben som i figur 1A. Dette er en akut opstået skade. Disse hunde vil desuden have smerter og øget mængde ledvæske, som skiller dem fra de arveligt disponerede former.

Løse knæled beskrives som enten at være polygenetisk nedarvet eller at være arvelig disponeret. Polygenetisk nedarvet betyder, at det er forårsaget af flere gener. Arveligt disponeret betyder, at der er en arvelig forandring et sted, som her er i benets opbygning, som kan forårsage sygdommen. Begge betegnelser dækker over, at løse knæled er arveligt, men at arvegangen ikke kan beskrives på samme måde som en simpel vigende eller dominant arvegang. Løse knæled er beskrevet som et kendt genetisk problem hos shibaer i USA.

Bente Iversen, April 1996

Litteratur:

1 Patella luksasjon; Lars Lønaas.
Hund, avl og helse, 178-179, 1991

2 Genetics of the dog; M. B. Willis, 128-130, 1989.

3 Klinisk smådyrspraksis; J. Ottesen og K Qvist, 340-343, 1987.

4 Spørg dyrlægen om din hund. K. Elbæk, 79-80, 1991.

5. Medical & genetic aspects of purebred dogs; R. D. Clark and J. R. Stainer, 495-496, 1994.