FCI Standard nr 257

14.04.1995 (GB)

SHIBA

Oprindelsesland: Japan

Anvendelse:

Jagthund til fugle og mindre vildt; selskabshund.

Klassifikation:

FCI-gruppe 5 (spidshunde og oprindelige typer)

Sektion 5 (Asiatiske spidser og beslægtede racer).

Uden brugsprøve

Historie: Shiba'en har eksisteret som race i Japan siden tidernes morgen. Ordet 'Shiba' hentyder oprindelig til noget 'småt', en 'lille hund'. Shiba'en havde sit hjemsted i det bjergrige område ud mod Det japanske Hav og blev brugt som jagthund til småvildt og fugle. Der var små afvigelser i racen, alt efter hvilket område, den blev opdrættet i.

Da hunde som Engelsk Setter og Pointer blev importeret fra England i perioden 1868-1912, blev jagt en sport i Japan, og det blev almindeligt at krydse Shiba'en med disse engelske hunde. En ren-racet Shiba blev efterhånden sjælden, således at ren-avlede Shiba'er i disse områder omkring 1912-1926 fandtes yderst sparsomt.

Fra omkring 1928 påtog jægere og andre veluddannede folk sig arbejdet med at beskytte de ren-racede Shiba'er, og et seriøst bevaringsarbejde begyndte, således at racens standard blev skabt i 1934. I 1937 blev Shiba'en udnævnt til "natur-monument", hvorefter racen blev avlet og forbedret til at blive den storartede race, vi kender i dag.

Helhedsindtryk:

En lille hund, helt harmonisk, med gode benstammer og veludviklede muskler. Den har en stærk konstitution. Dens bevægels er hurtig, fri og smuk.

Vigtige proportioner:

Forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde er som 10 til 11.

Adfærd og temperament:

Af temperament er den hengiven; den har skarpe sanser og er særdeles årvågen.

Hoved: Skallen er bred, kinderne veludviklede, og stoppet er markeret, med en let midterfure. Næseryggen er lige, og sort næse er ønskeligt. Næsepartiet er moderat kraftigt og bliver smallere udefter. Stramme læber og stærke tænder med saksebid.

Øjne: Relativt små, trekantede og mørkebrune. Den yderste øjenkrog vender opefter.

Ører: Relativt små, trekantede, hældende let forover og stift opretstende.

Hals: Tyk og stærk, helt i harmoni med hoved og krop.

Krop: Ryggen er lige og stærk, lænden bred og muskuløs. Brystet er dybt, med moderat hvælvede ribben. Bugen godt optrukken.

Hale: Højt ansat og tyk. Den bæ næsten nå haseleddet, når den holdes nedefter.

Forpart: Moderat skråtstillede skuldre, albuerne slutter tæt til kroppen; set forfra er underarmene lige.

Bagpart: Overlåret er langt, underlåret kort, men veludviklet. Haserne er tykke og solide.

Poter: Tæerne er tæt samlede og godt hvælvede. Trædepuderne hårde og elastiske. Kløerne er hårde og ønskes mørkfarvede.

Bevægelser:

Let, frisk og energisk.

Pels: Hårlag: Yderpelsen grov og lige, underpelsen blød og tæt. På halen er hårene en smule længere og udstående.

Farve: Rød, black and tan, sesam, sort sesam, rød sesam.

Farven "sesam" defineres således:

Sesam: Ligelig blanding af sorte og hvide pelshår

Sort sesam: Flere sorte end hvide pelshår

Rød sesam: Pelsens grundfarve er rød, opblandet med sorte pelshår

Alle de nævnte farver skal have "urajiro" - dvs hvidlig pels på næsepartiets sider og på kinderne, på undersiden af kæbe og hals, på bryst og bug på undersiden af halen og på indersiden af benene.

Størrelse: Skulderhøjde for hanner: 40 cm, for tæver: 37 cm. Der er en tolerance på 1.5 cm under eller over de nævnte mål.

Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

1) Skyhed.

2) Feminine hanhunde, maskuline tæver.

3) Bidfejl (over- eller underbid).

4) Mangel på flere tænder.

Diskvalificerende fejl:

1) Ørerne ikke opretstående.

2) Hængende eller for kort hale.

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Standarden udgivet af FCI den 14. april 1995.

Oversættelsen godkendt af DKK's Standard Komité