Et af de mest misbrugte og misforståede af de almindeligt anvendte hunde-udtryk er temperamentet. Temperamentet er en hunds medfødte karaktertræk, de medfødte, karakteristiske træk af dens personlighed. Opdrættere forveksler ofte temperament med adfærd og personlighed. For at opdrage sin Shiba godt, må man forstå forskellene mellem disse tre ord.
Enhver hvalp fødes med sit eget helt unikke temperament. Det kan ikke på nogen mulig måde forandres gennem opdragelsen. Temperamentet er nedarvet. Det er grunden til, at en Shiba generelt er mere dominant, mere selvstændig og mere aggressiv end en gennemsnits Golden Retriever. Personligheden, de synlige udtryk for en hunds karakter, er temperamentet, modereret af dens livserfaringer, både gode og dårlige. Adfærden er summen af reaktioner på en given påvirkning. Adfærden kan i nogen grad forudsiges og påvirkes gennem en korrekt vurdering af hundens temperament og kendskab til de oplevelser, der har ført til dannelsen af dens personlighed. Når man hører nogen kalde en hunds temperament for dårligt, mener de for det meste, at dens adfærd er uønsket. Kan du huske sangen fra "South Pacifie" om, hvordan folk må lære at hade? Ganske få hunde er født ondsindede, ligesom visse mennesker er født med abnorme hjerner, der driver dem til vold. Det store flertal af dårlige hunde og dårlige mennesker har simpelt hen fået deres personlighed formet af uheldige erfaringer. Jo mere modtageligt temperament, jo stærkere virker erfaringerne. Personligheden kan ændres, ikke temperamentet.
Det er muligt gennem selektiv avl at ændre spillerummet af temperamentet hos en race (eller en isoleret linie af racen) i løbet af nogen tid. Vi har dog aldrig frembragt to kuldsøskende med helt ens temperament og har aldrig haft en hvalp, der er præcis som en af forældrene. Arveligheden for temperament er bred og gælder mere hele racen end et enkelt kuld. Jeg har opdaget, at jeg mere sandsynligt hos en anden Shiba-ejer kan finde en hund med et temperament, der ligner mine egne hundes, end jeg kan finde den i min egen kennel. Kort sagt: Som det menneskelige temperament er også hundens temperament individuelt.
På en vis måde er adfærd stærkt arveligt. Ikke set rent genetisk, men i den forstand, at hunde, der lever sammen, har fælles oplevelser. Hos os er den ældste Shiba slem til at gø. Den hviner, når nogen ringer på døren, og er meget støjende. Alle hvalpe, der vokser op hos os, er også meget højrøstede. Deres kuldsøskende som vokser op i andre hjem, er ikke mere støjende end en gennemsnits Shiba. Vores gamle hund er også meget social og hilser besøgende helt over- entusiastisk. Hvis den fik lov til det, ville den vælte folk om på gulvet og slikke hver tomme i deres ansigt. De hvalpe, der vokser op sammen med den, opfører sig på samme måde, uanset hvem der er deres forældre. Vores japanske importer (som kom hertil 7 og 10 mdr gamle) har bedre manerer inden døre. Da vi fik dem, gøede de meget sjældent men nu - efter nogle år sammen med vores små uhyrer - har de fundet deres stemme. Heldigvis er importerne ikke så støjende som vores Shiba klan af eget opdræt.
Engang sidste år så jeg i TV et psykologisk program om udviklingen hos aber i fangenskab. Jeg husker ikke, på hvilken kanal, men indholdet lignede meget nogle af de studier, jeg kan huske fra mine lærebøger i biologisk Psykologi da jeg læste ved universitetet i Illinois og flere år senere på et kursus i indlæringsfilosofi. Eksperimentet demonstrerede den indflydelse, som opvæksten havde på dyrene. Nogle mødre var til den frimodige side, og andre var sky og tilbageholdende. Hvis mødrene fik lov at beholde deres afkom, ville de som voksne blive ligesom deres mor. Hvis man byttede ungerne og anbragte en sky mors baby hos en mere frimodig mor, så blev babyens personlighed også mere frejdig. En førhen frimodig baby blev tydeligt mere sky og tilbageholdende efter få uger hos en sky mor. Afkommets personlighed ændrede sig med indflydelsen fra omgivelserne.
Arv kontra miljø? Det er en gammel diskussion mellem psykologer i biologi og indlæring. Efter at have læst utallige studier og bøger om emnet tror jeg bestemt, at miljøet bidrager mest til personlighed og adfærd, med meget få undtagelser. Jeg tror stadig, det hænger sådan sammen.
Som musiklærere (jeg har undervist i fløjte i en del år, og min mand er musikdirektør ved Lake Forest High School i Illinois) har min mand og jeg opdaget, at den psykologiske træning, der skal til for at uddanne en god musiker, ikke er så forskellig fra at udvikle en god hund. Med andre ord: Talentet bringer dig ingen vegne uden den mentale træning, der skal til for at overleve hård konkurrence. Når man lærer børn at synge eller spille, er det altafgørende at tilpasse undervisningen til den enkelte elev. Der er mange fantastiske musiklærere, som kun kan blive gode til at undervise elever, der er nøjagtig ligesom dem selv. De kan kun løse problemer, som de selv har kendt til. Når de har den rigtige elev, er de helt fænomenale på samme måde som nogle hundetrænere kan være fremragende, men kun til visse racer eller temperamenter. Hundetræneren Bernie Brown fortæller i sin bog "Hundetræning uden brug af magt" om de problemer, han havde med at finde den rette hund til konkurrencer. Til at begynde med valgte han udelukkende alfa-hanner, men opdagede til sidst, at hans egen alfa-type personlighed passede bedre sammen med en mindre dominant hund, og at han faktisk ødelagde en alfa-hunds personlighed ved at undertrykke dens naturlige status og gøre den usikker på sin position.
En voksen sanger kan vælge en sanglærer, der passer ham, men et barn kan ikke vælge sin første orkesterleder, og en hund kan ikke vælge sin ejer. Skolernes musiklærere må tage deres elever som de er, og det samme gælder for hundeejere. Hundeejere har dog en vis kontrol over temperamentet hos den hund de anskaffer, ved at vælge en bestemt race. Hvis du vil have en hund, som er næsten idiotsikker i sin vilje til at behage, så vælg en Golden Retriever. Vil du have en hund, der næsten aldrig fejler noget i temperament, så prøv en Keeshond.
Min mand og jeg er ikke selv særligt "alfa", og vi er begge fleksible i vores træningsmetoder, så alle slags dominans hos en hund - fra alfa til gamma fungerer i vores hus. Faktisk foretrækker jeg det halv-vilde temperament hos en Shiba frem for det mere medgørlige temperament hos nogle af de mere almindelige familiehunde. Som typisk katteelsker sætter jeg pris på en uafhængig hund, der selv vælger at adlyde mig fordi jeg har vundet dens venskab, frem for en hund, der er lydig, fordi den genetisk er programmeret i den henseende.
Før du køber en Shiba som familiehund eller bliver grebet af at opdrætte eller udstille Shiba så spørg først dig selv: "Er en Shiba's temperament det rette for mig? Har jeg tid til at træne hver eneste Shiba jeg køber eller opdrætter?"
Alle mennesker, der har hund, kan godt lide en glad hund. Læg mærke til, at jeg ikke siger "venlig". Selv om Tim og jeg lærer vores hvalpe at møde fremmede mennesker med glæde frem for mistro, er der nogle hundejere der fremelsker "vagthunde-adfærd" hos deres hunde. Men jeg tror man godt kan sige, at alle gerne vil have en hund, der sikkert kan omgås familiens børn, ikke knurrer når man vækker den fra sin lur i sofaen, og ikke snapper, når et medlem af familien stikker hånden ned i foderskålen mens hunden spiser. Alle synes om en hund, der ikke trækker i linen, og kommer når man kalder på den (for det meste, i hvert fald). Udstillere ønsker sig en hund, der står pænt på bordet mens den bliver bedømt. Ejeren af en familiehund ønsker en hund, der opfører sig ordentligt på hundesalon, hos dyrlæge og i hundepension.
Er disse træk nu en del af temperamentet eller personligheden? Svaret er: Både / og. Selv den mest sky Shiba kan lære at gå i ringen på en udstilling uden at krybe, og den mest stride og besværlige Shiba kan lære at stå på et bord længe nok til at blive bedømt. En fredelig hund kan blive aggressiv og bidsk, hvis den bliver behandlet forkert. Hvis man vurderer alle temperamentets aspekter på en skala fra 1 til 10, vil det være vores mål at opnå det ideelle 5-tal i dem alle. Om dette mål kan opnås eller ikke afhænger af den træning hunden har fået som baby og som hvalp. Hvor gammel var den, da træningen begyndte, hvor meget tid blev afsat til træningen, hvor erfaren var træneren eller hundeejeren, og hvor langt er hunden selv fra det ideelle femtal i sit grundlæggende temperament.
En hund, der har 1 eller 10 på et specielt område, vil måske aldrig opnå det perfekte 5- tal. Men det er dog absolut at foretrække at arbejde en sådan hund op til 4 eller 6 frem for helt at skippe projektet. Lad os sige, at du får en internats-hund med 8 eller 9 i dominans, og som kun har fået lidt eller forkert opdragelse. Den er fire år gammel. Hvis hunden også ligger højt i venlighed og intelligens og ikke er alt for stædig så har du en meget god chance for at genoptræne den med held (måske med hjælp fra en professionel adfærdspsykolog), også selv om hunden før har bidt nogen. Hvis hunden overhovedet ikke er interesseret i mennesker, har en lav intelligens og tilmed er stædig så kunne det komme på tale at aflive den. Betyder det, at hunden burde have været aflivet som hvalp? Nej, hvis man havde arbejdet korrekt med den som hvalp og unghund, kunne de fleste af dens nedarvede egenskaber være blevet modereret fil at ligge inden for acceptable rammer. De fleste af de "dårlige" hunde man møder, har sikkert ikke været bestemt til at blive "psyko-dræbere" fra fødslen - de er bare blevet ødelagt hen ad vejen.
Opdrættere taler ofte om godt og dårligt temperament. Hvis man rigtigt tænker efter, er det at over-forenkle noget, som faktisk er meget kompliceret. Der er mange aspekter i temperamentet, og nogle af dem er:
Der er mange flere aspekter i temperamentet end de her nævnte. Jeg tror, du selv kan komme i tanker om en halv snes mere uden besvær. Intelligens er sådan set ikke en del af temperamentet men den har en kolossal indflydelse på, hvordan hundens personlighed udvikler sig. En korrekt vurdering af, hvordan disse aspekter samvirker for at danne din hunds grundlæggende temperament, og en stadig revurdering af ændringerne i personligheden efterhånden som hunden vokser op, er de vigtigste redskaber i opdragelsen af en Shiba.
Når man tænker på de mange aspekter i temperamentet er det let at indse, at temperamentet virkelig er individuelt. At finde to hunde med helt ens temperament er mere usandsynligt end at få en 13'er i tips. Når man dertil lægger den livserfaring, der sammen med temperamentet skaber hundens personlighed, er det klart at hver hund du ejer, hver hund du træner, er forskellig fra enhver anden hund, du har ejet eller trænet.
Man kan ikke med sikkerhed gå ud fra, at to eller tre tilfældigt valgte af disse aspekter altid hænger sammen. En dominant hund kan være meget følsom, og en "underhund" kan være ganske stædig og komplet upåvirkelig af korrektion eller straf. Vi skal høre mere om temperament og personlighed i denne serie, men jeg vil her give nogle eksempler at tænke over. Husk, at tilskueren ved ringsiden og dommeren kun ser hundens adfærd, og det er ikke altid en genspejling af hundens temperament.
Hund nr. 1: A Class hanhund. Denne hund står på bordet og lader sin ejer forme stillingen. Når dommeren nærmer sig, trækker hunden sig for det meste lidt baglæns og undgår at se dommeren direkte i øjnene. Hunden har været udstillet ofte og har forbedret sig meget. Uden for ringen lader den fremmede komme til sig og kan lide at blive klappet. Den er venlig, men ikke overdrevent. Den springer aldrig op ad fremmede og er lidt reserveret. Hund nr. 1 er så heldig at have en forstående ejer, der har arbejdet hårdt for at overvinde sin hunds temperament som mere sky end gennemsnittet.
Hund nr. 2: A Special. Denne hund stiller sig på bordet, men er tydeligt utilfreds med, at handleren forsøger at placere dens poter. I dag, da dommeren nærmer sig for at se på dens tænder, snapper den. Denne hund er ude med en professionel handler.
Den har haft en meget god udstillingskarriere og har vundet mange gange, ført af sin ejer. Den har altid virket meget levende og har et venligt og frimodigt temperament.
Hund nr. 3: A Class hanhund. Denne hund bliver løftet op på bordet og begynder med det samme at snuse på underlaget. Ejeren løfter dens hoved op og lokker den med en godbid, mens han hurtigt placerer dens poter. Hunden logrer, da dommeren kommer, og lader ham helt frit se på tænderne. Da dommeren lader hånden glide ned over hunden, begynder den at vride sig lidt. Da dommeren kontrollerer testiklerne og lader hånden køre ned langs bagbenene, vender den sig om og tager dommerens hånd i munden. Denne unge hund er særdeles social og elsker at møde nye mennesker. Den har været udstillet nogle gange og har det dejligt, hvor den end befinder sig. Den tager ofte om folks hænder med munden. Som hvalp var den for pjattet til overhovedet at stille sig på et bord. Den opfører sig endnu besværligt, men bliver stadig bedre med alderen.
Hund nr. 4: A Class tæve. Denne tæve bliver stillet på bordet af ejeren uden problemer, men ignorerer godbidden og begynder at se sig utilpas rundt i ringen. Når dommeren begynder at gå hen imod den, rejser den børster, og da han fører hånden hen mod dens mund for at se tænder, knurrer den. Denne tæve er venlig og frimodig hjemme, men bliver stadig mere nervøs på udstillinger, også udenfor ringen.
Alle disse hunde opfører sig dårligt på bordet. Hvem af dem har dårligt temperament? De fleste vil sikkert sige hund nr. 2 og 4. Faktisk har ingen af dem rigtig dårligt temperament. Den første og tredje hund har brug for ekstra opmærksomhed, både hvad angår træning og avl. Hund nr. I bør ikke parres med en anden sky eller reserveret hund, og nr. 3 bør ikke parres med en alt for sprælsk tæve. To sky hunde vil ikke altid give sky hvalpe, set over en længere periode, men hvis man fortsætter med at avle på udelukkende sky hunde, så vil andelen af sky hvalpe i kuldene gradvis vokse. (Husk at vi her taler om sky temperament ikke en sky personlighed, der skyldes påvirkningen fra en sky mor.)
Hund nr. 1 er noget sky og følsom over for berøring, men dens temperament vil kun blive betegnet som dårligt af en opdrætter på udkig efter en frimodig hund, han kan parre med. Den vil sikkert være en storartet familiehund. Hund nr. 3 kan let komme til at opføre sig bedre med alderen og mere træning. Den er ikke særlig modtagelig for korrektion og kan sikkert tage en mere hård træning end de fleste Shiba'er. Den kan blive god til både udstilling og lydighed, men dens temperament er nok lidt for socialt til en uerfaren ejer. Hund nr. 2 og 4 har af naturen det mest moderate temperament, men deres personlighed er i fare for at blive ødelagt. Hvis deres ejere/ handlere ikke vågner op og ændrer på forholdene, kan de risikere at bide nogen en dag.
Hvad er der sket med hund nr. 2 og 4? Her er lidt mere baggrund:
Hund nr. 2 var opdrætterens drøm. Han er født med at stille sig selv og har masser af udtryk. Han gennemgik hvalpeklassen og vandt også nogle gruppe-placeringer. Han var et naturtalent og havde så korrekt en bygning, at man aldrig behøvede at "forme" hans stilling. Selv på et bord stillede han sig perfekt, med kun en lille godbid til opmuntring. Han var højt elsket hjemme og selv om han sov i et kennelhus om natten, tilbragte han kun nogle få timer om dagen i bur. Efter nogen tid uden udstillinger (for at vokse op) blev han sendt til en meget dygtig handler. Handleren passede sine hunde udmærket, men bortset fra de daglige lufteture tilbragte hundene den meste tid i bur eller løbegård. De rejste ofte fra den ene udstilling til den anden, i bur i et fly eller campingvogn. Denne handler "former" altid sine hunde som en del af sin optræden i ringen, for at fremhæve hundens bygning. Hund nr. 2 er bragt ud af fatning ved at være hjemmefra. Dens temperament er præget at naturlig selvtillid, så den er mere påvirket af mangel på individuel opmærksomhed end alt andet. Hund nr. 2 nød virkelig at optræde i ringen med sin ejer og kan ikke forstå, at handleren bliver ved med at rode med dens poter, når den nu gerne selv vil vise sig. På det tidspunkt, da dommeren kommer, er hunden virkelig sur. Han er en dominant hund, men ikke overdrevent. Når han snapper, er det hans måde at sige: "Hold op med det dér - lad mig passe det selv!". Han har ikke til hensigt at bide på det tidspunkt. Det er den første Shiba for denne handler, som mener at racen har store temperaments-problemer. De andre opdrættere og handlere på udstillingen snakker nu i krogene om hundens væmmelige temperament.
Denne hund trænger virkelig til en pause. Programmet med flere udstillinger på en weekend går den virkelig på. Handleren må enten tage sig tid til at genoptræne hunden, så den kan "formes" (ved positiv påvirkning og mild korrektion) før den skal udstilles igen, eller give efter for hunden og lade den frit stille sig. Hvis handleren fortsætter sin nuværende rutine, vil hunden reagere efter graden af dominans eller stædighed i sit temperament. Den kan til sidst bøje sig for handleren. Men dens personlighed kan blive endnu mere rystet, og dårlig opførsel i ringen kan blive en vane. Den er ikke bidsk af naturen, og handleren presser den ikke nok til, at den vil bide, men der er en god chance for, at dommeren vil diskvalificere den, hvis han tror den vil. Desværre har handleren ingen erfaring med Shiba temperament, og ejeren ved ikke, hvad der foregår på det område. Han har måske selv nogen skyld i, at hunden ikke er trænet til at blive "formet" som hvalp, og han har forkælet den. Vi ved alle, hvor let det er at forkæle en hvalp, der shower så godt, som denne her gjorde!
Hund nr. 4 var en normal, glad hvalp, hverken særlig sky eller modig. Den var en god pige hjemme, fik sine kløer klippet uden protester og opførte sig pænt, når den blev stillet op på trimmebordet. Hund og ejer gik ikke på ringtrænings-kurser. På den første udstilling kom dommeren - en meget stor mand, godt parfumeret med barbersprit, og med hat. Tæven var ikke særlig vant til mænd, og slet ikke underligt duftende mænd med hat, og den besluttede, at det nok var en god idé at hoppe ned. Dommeren så vredt på ejeren og beordrede hunden tilbage på bordet. Ejeren var meget forlegen og lidt skræmt af dommeren, hev hunden op på bordet, ruskede den i nakkeskindet og skældte den ud. Dommeren gennemførte bedømmelsen, selv om tæven nu havde lagt sig fladt på bordet i forvirring og skræk. Da en anden mandlig dommer næste dag kom hen til bordet, bakkede hunden. Ejeren holdt den fast og tæven var nu virkelig bange og knurrede lidt. Ejeren troede, at hunden var trodsig og uopdragen, gav den et dask og bad den stå pænt. Ved den tredje udstilling næste weekend hørte dommeren hunden knurre og sendte den ud af ringen.
På kun tre udstillinger var denne hund næsten blevet ødelagt. Selv om den har et meget moderat temperament, var den ikke godt socialiseret, og den regner nu udstillinger for et sted, hvor dens ellers fornuftige ejer bliver utilregnelig og voldsom. Når hunden knurrer nu, er det kun af skræk, men det kan udvikle sig til angstbideri. Hvis den som hvalp var blevet bedre socialiseret, ville den nok have haft mere tillid til sin ejer og ikke være overdrevent mistroisk over for den første dommer. Hvis ejeren havde forstået sin hund bedre, ville hun have talt roligt og opmuntrende til den, mens den første dommer undersøgte den, og have trukket den fra næste dags udstilling. Denne hund behøver absolut en grundig genoptræning nu, før den igen kan komme på en udstilling.
Den dårlige opførsel hos hund nr. 2 og 4 ville aldrig være forekommet, hvis ejerne/handlerne havde haft en bedre forståelse af en Shiba's temperament, personlighed og adfærd. En Shiba's personlighed formes i høj grad af erfaringer, både gode og dårlige. En hunds barndom med de mange indtryk er betydeligt kortere end for et menneske, og hver eneste erfaring bliver prentet med varig skrift. Det er så let at ødelægge noget, og det er først og fremmest hunden, det går ud over, når vi kludrer i det. Som hundeejere har vi påtaget os rollen som chef-arkitekt for vor hunds personlighed. Vi bør alle tage os lidt tid til overveje det ansvar, der ligger i denne opgave.
Dette er det første af tre afsnit, der bygger på iagttagelser og træningsteknik hos specialister, som med held har opdrættet et antal Shiba'er af forskellige linier. Vores mål er at hjælpe opdrættere og hundeejere til at opfostre gode hunde uden at ofre den uspolerede, selvstændige mentalitet, vi beundrer så højt hos en Shiba.
Mange hundeejere tror, at opdragelsen umuligt kan begynde før hvalpen er omkring 6 måneder gammel. I virkeligheden kan opdragelsen begynde ved fødslen, og hvor godt den lykkes vil være afhængig af, hvordan hvalpens mor opfører sig. Hvis du ønsker at opdrætte hvalpe, der kan opdrages, så find først den rigtige tæve.
Jatak, siger du - der er langt imellem Shiba'er med lydigheds-titler. Din tæve behøver ikke selv at være lydigheds-champion for at producere velopdragne hvalpe. Den rigtige tæve er en god familiehund, elsker hvalpe og er villig til at passe et kuld op til mindst 7 ugers alder uden at blive træt af dem. En god modertæve kan ligge i et rum for sig selv hele natten med sine hvalpe. Hun kan lære dem at spise og drikke af en skål, uden at snappe og holde dem væk fra sin egen mad. Hun sørger for, at de ligger rent og lærer dem, at om natten skal man sove. Hun er stolt af at vise sine hvalpe frem for besøgende og kan tilmed vise dem, hvordan man kommer, når der bliver kaldt. Men frem for alt skal en god tæve vise hvalpene, at hun elsker sine ejere.
Hvordan passer hanhunden ind i dette billede? I mange tilfælde er han ikke sammen med hvalpene eller får ikke lov at komme til dem. Det meste af tiden har han meget lidt at gøre med at opdrage ungerne. Navnlig skal hannen være glad for sine ejere, og det ville være godt, hvis han har en eller anden lydigheds-titel, men som for tæverne gælder det, at avlshanner med en lydigheds-titel er sjældne. Hvis hannen ikke kan lide sin ejer, er der et problem med hund eller ejer eller med dem begge. Hvis du ikke kender grunden (og det gør du nok ikke, hvis du hverken ejer eller bor sammen med hanhunden), så vælg en anden han. Med mindre du er af den hårde type, må din hund i det mindste synes om dig, før du kan opdrage den med held. Kærlighed motiverer meget bedre og mere sikkert end flygt.
Selvfølgelig er der meget andet at tage hensyn til, når man skal vælge en avlshan eller en avlstæve, f eks bygning, type, bevægelse, farve, tandmangler osv, men for kortheds skyld går vi ud fra, at din hund er god nok på disse andre punkter.
Og hvad så, hvis din tæve ikke er "Den perfekte Moder"? Du må studere hende grundigt. Hvis hun er lidt betænkelig ved fremmede, så hold hende væk, mens du viser hvalpene frem, så hendes overdrevent forsigtige opførsel ikke påvirker dem. Det er måske ikke af den store betydning - måske er hun ikke selv blevet godt socialiseret: som hvalp. Hvis hun er styg ved sine hvalpe, og du er nødt til for deres egen skyld at vænne dem fra tidligt, så prøv at finde årsagen. Var hendes mor en god mor? Er hun bange for, at nogen rører ved hende, fordi hun aldrig har leget med andre hunde? Har du ladet hende "bevogte" sin mad under opvæksten? Var hun nogle år gammel og havde sine faste vaner, før hun fik sit første kuld? Hvis tæven ikke har en god grund (dvs at mennesker er årsag til hendes dårlige opførsel), skulle du overveje at sterilisere hende. Hvad nytter det med en avlstæve, der hader hvalpe? Du kan måske nok selv flaske dem op, men er det virkelig ulejligheden værd?
Når hvalpene er født, træder opdrætteren til som Mor nr 2. Hvalpe, der udelukkende er hos Mor nr 1, til de skal sælges, kan nok vokse op og blive medgørlige hunde, men at starte skolen tidligere gør opdragelsen betydeligt nemmere. Nyfødte skal holdes varme i omkring to uger, indtil deres nervesystem er mere udviklet. Det betyder, at du ikke skal bære rundt i huset med dem. Hold deres værelse roligt, men tag dig ikke af normal støj andre steder i huset. Vask hænder, før du besøger deres værelse. Se til mor og børn mange gange om dagen. Det er i orden at tage dem op for at se om de trives. Hold øje med, om de alle kan patte. Du kan stryge hen over dem meget blødt med een finger. Nyfødte har brug for at blive stimuleret, og du kan hjælpe tæven lidt på den måde, samtidig med at de bliver vænnet til mennesker fra deres allerførste time i livet. Måske vil du veje dem hver dag for at være sikker på, at de tager på som de skal. Din tæve kan godt være lidt bekymret over din interesse for hendes børn, men hun bør have tillid til, at du ikke gør dem noget ondt. Du skal ikke pille for meget ved dem de første dage - de skal også have ro til at sove!
Hvis din tæve ikke roder i underlaget, kan du bruge et stykke 'PetBed'. Det giver godt fodfæste for de små ben. Hvis din tæve slet ikke kan lade være med at "bygge rede", så brug et godt lag aviser og læg et par små, gamle håndklæder eller vaskeklude i kassen. Små hvalpe kan blive begravet under større stykker tøj og kan ikke komme ud. Nogle opdrættere sværger til en rest gulvtæppe, men hvis din tæve virkelig har lyst til at møblere om på tingene, kan den slags underlag være farligt for hvalpene at komme ind under. Sørg for, at der er helt rent i kassen. Selv om moderen normalt tager sig af alt, hvad hvalpene besørger i det første par uger, kan fire hvalpe eller flere producere mere, end hun kan klare selv. En hvalp fra en ren kasse er lettere at få stueren end en, der er vant til at sove i snavs.
2-3 uger gamle begynder hvalpene at sove på ryggen med vidt spredte bagben og hovedet strakt ud. Benyt dig af denne kære sovestilling og stryg hen over deres mave og hals med fingeren. Gnid deres poter mellem fingrene. Dine hvalpe vil elske det, og du får selv en god start på din rolle som dominerende. Hvis hvalpen ikke selv lægger sig på ryggen, så sæt dig med samlede ben og lidt højt med knæene. Tag forsigtigt en sovende hvalp op og læg den på ryggen mellem dine ben. Bliv ved med at gnide den på maven. Nogle hvalpe kan sprælle lidt, men bliv bare ved med at gnide og snakke babysprog. Du må aldrig nogensinde bede den om at "ligge pænt" eller bruge nogen slags kommando. Du er ved at lære hvalpen, at det kan være dejligt at ligge på ryggen, og at du aldrig vil gøre den noget i denne ubeskyttede stilling.
Når dine hvalpe begynder at åbne øjnene, så tag en hvalp op ad gangen og hold den tæt ind til dit ansigt sådan, at den kan se dig og lugte dig. Gør hvalpene vant til at se folk direkte i øjnene. Snak babysprog til den og kys den på hoved og næse. Lad hvalpen slikke eller sutte på din næse, hvis den vil, og hold den ind til halsen, så den kan putte sig. Husk at blive ved med at nusse dens poter. Du vil jo gerne kunne klippe kløer på den engang, ikke? Gør det let for dig selv og begynd tidligt. Klip deres kløer efter den første uge og derefter mindst en gang om ugen. Hvis du har nogen til at hjælpe dig, så hold hvalpen i din hånd, mens din mand/kone eller ven klipper kløerne. Pas endelig på ikke at nappe den eller klippe for meget af!
Man kan begynde at gøre hvalpen stueren fra den er 3 til 3 1/2 uge. En Shiba er af naturen renlig og let af få stueren med meget få undtagelser. Brug en dør mod det fri, i forbindelse med deres legeplads. Hos os har vi to skydedøre ud mod baghaven fra vores alrum, og den ene er normalt 'hundedøren'. Luk altid hvalpene ud ad den samme dør. Til at begynde med må du bære hvalpene fra deres kasse og direkte ud i haven, lade dem "tisse og pølse" og bære dem ind igen. De er ikke gamle nok endnu til at lege i haven og er lidt skræmte af den store verden udendørs. Vores hvalperum ligger på første sal, så jeg bærer dem ned ad trapperne og udenfor. De lærer samtidig vores alrum at kende. Vi har vinyl på gulvet, så normalt tager jeg et stort håndklæde med og sætter dem på det. De klumper sig sammen, medens deres mor danser rundt, henrykt over at slippe ud fra hvalperummet. Sæt dig ned ved hvalpene, og når deres mor er faldet lidt til ro, så få hende til at lægge sig hos dem og lade dem sutte, mens du kæler og snakker for dem. Efter 5-10 minutter kan du igen tage dem udenfor i et par minutter, og læg dem så tilbage i deres kasse. Det er nok for det første par dage. Moderen skal følge med ud sammen med dig. For det meste undersøger hun hvalpene for at se, om de er OK, gør rent efter dem og stikker så af nogle minutter for at klare sine egne sager. Du skal hele tiden blive hos hvalpene og pusle om dem - husk, du er Mor nr 2!
Efterhånden som hvalpene vokser til og bliver mere fortrolige med deres to nye områder (haven og stuen), kan de blive ude lidt længere. Du må tage dem ud, når de først er kommet ned, en gang eller to mens de leger i stuen, og igen før de bliver lagt i seng. Brug altid den samme dør, og hold hele tiden øje med hvalpene. Hvis en går hen til døren og sætter sig, så sæt den udenfor. Hvis en anden begynder at gå i cirkler og snuse til gulvet sæt den udenfor. De besørger lidt i deres kasse nogen tid endnu, men det varer ikke længe, før de finder ud af, at de hellere vil ud. Så snart de er færdige, så sæt dem tilbage i kassen. Lad dem ikke få gode idéer om, at du er interesseret i at lege med dem klokken tre om morgenen. Fra 6 ugers alderen kan de begynde at sove igennem til klokken 5 eller 6. Sørg endelig for at få dem op og ud om morgenen, før du foretager dig noget som helst andet.
Indtil hvalpene er 7 uger arbejder du med deres naturlige instinkter for at holde sig selv og deres bolig ren. Du lærer dem ikke noget ved at rette på dem. Hvis du beholder en af hvalpene, har du en god chance for at have en totalt renlig hvalp, 7 uger gammel. Hvis hvalpen skal have et andet hjem, kommer der en tilvænningstid, hvor hvalpen skal lære hvordan og hvor den skal "sige til", men hvis hvalpekøberen er villig til at stå op om natten og skynde sig at få hvalpen ud når den behøver det, så vil køberen blive forundret over, hvor let det er at få en Shiba renlig sammenlignet med andre racer, de kan have ejet før. Hvis din hvalp begynder at tisse uden at du har lagt mærke til, at den ville ud, så skynd dig hen til den og sig "Nejnej-nej" (ikke for højt), snup den og sæt den ud, så den kan gøre sig færdig. Når den gør det, så fortæl den, hvor dygtig den er. Du må ikke kaste dig over hvalpen, for du vil jo bare have den til at forstå, hvad du mener - ikke blive skræmt af din opførsel. Du skal ikke irettesætte hvalpen, hvis du finder en "sø". På den alder er det din fejl - ikke hvalpens. Hold bedre øje med den næste gang. Dit job er at sørge for, at de ikke besørger inden døre.
Hvis du klarer det godt, får de aldrig den vane. Måske har du en dejlig kennelbygning, og dine hunde opholder dig udendørs. Det fungerer måske fint for dig, men de fleste hobby-opdrættere og hundeejere er nødt til at have deres hunde inde i huset, og de vil være dig taknemmelig, hvis hvalpene er næsten stuerene, når de får dem hjem.
Jo ældre hvalpene er, jo mere tid kan de tilbringe i haven eller gården. Er din have hvalpe-sikker? Vi har i gården et mandshøjt Træhegn, som hundene ikke kan gå igennem. Det indhegnede stykke er stort nok til at hundene ikke graver ved foden af hegnet, men vi kontrollerer det jævnligt. En Shiba kan få trang til at stikke hjemmefra i enhver alder. Du tror måske, at dit stakit er sikkert men er det virkelig? Vi har et hegn med vandrette staver rundt om vores gårdhave, og hvalpene kan let klemme sig igennem mellemrummene i lågen, som er på 7-8 cm, men ikke igennem selve hegnet, hvor afstanden kun er 5 cm. Enhver indhegning du sætter op skal gå tæt til jorden, så hvalpene ikke kan kravle under. Et lukket plankeværk er bedre end et stakit, så hundene ikke kan kigge ud og få den tanke, at græsset er grønnere andre steder. Hvis din hund begynder at grave under hegnet, så må du udbedre det ved at grave et stykke kæde eller flise ned - hvad som helset der kan holde hunden inde. Gør du det ikke, kommer din Shiba ud på et øjeblik og blander sig med vejens dyreliv, hvis ikke du er meget heldig.
Prøv at opfatte dine Shiba-hvalpe snarere som børn, der lige har lært at gå. Hvis der findes en måde, de kan komme galt af sted på, så skal de nok finde den, så du må hellere være i nærheden, når de gør det. Vær sikker på, at der ikke i haven er planter, der er giftige for hunde. Har du eventuelt områder med grus eller ral? Så er der en god chance for, at nogle af dine hvalpe beslutter sig for, at det er meget velsmagende og ender med maven fuld af sten. Lad din fantasi spille for at finde mulige problemer. Med en Shiba-hvalp er det umuligt at være for fantasifuld. Og sørg for, at også dine elektriske ledninger og TV-kabler er godt af vejen.
Reglen om ledninger gælder også inde i huset. Selv om dine hvalpe gerne vil lege udenfor, når vejret er godt, så sørg for, at de også kommer til at lege lidt inde. Tag et check i huset for mulige årsager til ulykker. Hvalpe kan sidde fast i hvilestole og falde ned ad trapper, så det er bedre at holde dørene lukkede, så længe det varer. Man kan heller ikke stole på små menneskebørn. Jeg overraskede engang min dreng i at forsøge at stoppe en hvalp ned i et ventilations-hul, - og hvalpen var vældig med på den! Hvalpene skal vænnes til støjen i huset fra opvaskemaskine og TV, lyden af potter og pander osv. Hver ny ting din hvalp oplever, stresser den lidt og gør dens personlighed stærkere, ligesom en kontrolleret belastning er godt, når man smeder jern. Læg mærke til Mor nr 1 - en god tæve gør aldrig sine hvalpe fortræd eller skræmmer dem. Hun gør gradvis legen mere barsk, og de stoler på hende. Du er Mor nr 2 og skal følge hendes eksempel. Mor nr 1 lærer dem den hunde-viden, de har brug for, og du skal lære dem hvad de senere får brug for af menneske-viden.
Når du i begyndelsen vil lege med hvalpene, så sæt dig ned og lok dem til at kravle op på dit skød og "tygge" på dine fingre og snørebånd. Helt små hvalpe skal du ikke på nogen måde rette på. Kæl for dem, kild dem, vend dem om på ryggen og tag dem op en kort tid ad gangen. Få dem til at synes, at du er dejlig, næsten så dejlig som deres mor. Knyt dem til dig med gode oplevelser.
Ved 5 ugers alder bliver dine yndige Shiba-hvalpe til piraya'er Mor nr 1 begynder at irettesætte dem, og det skal du også gøre. På den tid har de det godt med, at du står hos dem og går rundt imellem dem, mens de leger. Du kilder dem stadig, ruller dem om på ryggen og nusser deres poter. Der vokser små søm og nåle ud i deres mund, så det gør ondt, når de bider. Nogle bøger fortæller, at denne "biden" er en form for dominans eller hjælper på deres "ondt for tænder". Det er sandt nok, men denne biden er også deres måde at røre ved dig og lege med dig. Nu har du kildet dem i et par uger, og nu er de gamle nok til at "kilde igen". De har ingen fingre, så de må bruge munden. Det er din opgave at lære dem grænserne for denne leg. Hvalpe er nødt til at lære, hvornår det gør ondt og hvornår de skal lade være. Moderen vil hjælpe dig med det, men hun kan sikkert tage meget mere napperi end du kan.
Når en hvalp bider, er der flere ting, du kan gøre. Råb altid "AV!" og "Nej!" højt. Tag hvalpen i nakkeskindet (ikke for hårdt) og træk den væk fra dig. Sørg for at have rigeligt med tyggeben, og legetøj, som du kan give den i munden i stedet for. Giv hvalpen et lille dask over næsen med flad hånd en gang eller to, og det kan godt få de mindst dominante af dem til at holde op. Men du må huske på, at du ikke må slå dem mere hårdt end lige nok til at forskrække dem, og du skal ikke gøre det mere end en gang eller to. Hvis du gør det til en vane at daske til dem, bliver de måske vant til at bide dig for alvor. Prøv at få fat i hvalpens læbe, så den kommer imellem din tommelfinger og dens tænder, lige som den skal til at gå løs på din hånd. Jo mere den bider, jo mere gør det ondt i dens egen læbe. Hvis en hvalp bliver helt tosset med at nappe dig, så se vred ud og sig "Vi leger ikke med hvalpe, der bider!" læg armene over kors og gå ud af stuen. Hvalpen vil spekulere over, hvorfor du ikke vil lege med den og til sidst begribe det. Det er bedst at skifte mellem disse metoder og stadig råbe "AV! og Nej!". Hvis du alt for tit går din vej, vil hvalpen tabe interessen for at lege med dig. Måske vil du slet ikke have dine hvalpe til at "bide", men vi lader dem normalt gøre det lidt, så længe de ikke bider hårdt. Jeg tror det hjælper dem fil at få styr på, hvor hårdt de bider, og det går også bedre at have dem sammen med små børn.
Hvad så hvis du tager en hvalp op, og den vrider sig og prøver at bide dig? Giv ikke op, men ryst den lidt og læg den på ryggen i din arm, mens du holder ansigtet tæt til den. Den vil sikkert sprælle endnu mere og prøve at bide dig i næsen. Sig "Stille!" og "Ikke bide!", og hold ansigtet tæt til den igen. I samme øjeblik, den slikker dig på næsen, sig så "Dygtig hund!" og sæt den ned, klap i hænderne og kast noget legetøj på gulvet til den. Bliv hos den lidt for at vise, at det er i orden. Du skal altid tage dine hvalpe op og gå lidt rundt med dem, mens de ligger på ryggen, men kun kort tid ad gangen - de skulle nødig hade at blive taget op og klø dem altid på maven og nus poterne, mens du holder dem eller de ligger på ryggen.
Shiba-hvalpe kan være små "monstre" i lang tid. Bliv ved med at opdrage på dem og giv ikke efter for vrede og opgivelse. Hvis din hvalp er i dårligt humør, så prøv at opmuntre dem til at blive god igen. Hvis du taber fatningen og skriger op over for hvalpen, har du mistet din selvkontrol - og hvordan kan du så forvente at få styr på din hvalp?.
Når du engang imellem holder hvalpen liggende på ryggen, mens du bærer den, lærer du den at du er anderledes end den selv. Den skal ikke tro, at du simpelt hen er en større og stærkere hund, som den kan udfordre en dag. Du er et menneske, og du kan gøre ting, hvalpen aldrig vil kunne gøre. Du kan tage den op og bære den omkring, du kan kilde den og klø den de steder, den ikke selv kan komme til. Jo før hvalpene lærer, at du er anderledes, jo bedre. Men husk stadig på, at du vil have dem til at lære, at du også er anderledes på en positiv måde.
Du kan også bringe "kontrolleret stress" ind i hvalpenes liv ved at give dem noget underligt og usædvanligt at lege med. Nogle slags legetøj til børn er udmærkede. Min lille drengs legetøjsbiler er meget robuste og har ingen små, løse dele. En voksen Shiba kunne nok tygge sådan en i stumper, men de er glimrende og udviklende legetøj for hvalpe. Når de er kommet sig af deres første forsigtighed, har de det sjovt med at trille dem rundt på gulvet.
Hvis du har et trimmebord, kan du sætte en hvalp ad gangen op på det, så den kan vænne sig til højden og fornemmelsen af gummiunderlaget. Skær nogle ganske små stykker ost eller pølse og lad dem spise af din hånd. Lad dem snuse til kanten af bordet og kigge ned, men pas på, at de ikke falder eller springer ned. Hvis hvalpen er rolig, så benyt lejligheden til at lade den "stå pænt" og gør et meget hurtigt check af kroppen og tænderne. Højst to minutter er nok for en babyhvalp. Er den på nogen måde bange, så brug kortere tid og byg det gradvist op. Også familiehunde kan have nytte af denne øvelse, for der er ikke den store forskel på, hvordan en udstillingsdommer og en dyrlæge undersøger en hund på bordet.
Der er også noget andet, du kan lære dine hvalpe, og som virkelig kan være til gavn for både dig selv eller den nye ejer senere. Legen "Kom!" kan begynde så tidligt som ved 4 eller 5-ugers alderen. Alt hvad man behøver til denne leg er to personer og mindst een hvalp. Det foregår bedst udendørs, men hvis vejret er rædsomt, så går det også fint inden døre. De to personer sætter sig på gulvet, mindst 3-4 meter fra hinanden - man kan gøre afstanden større, når hvalpen er vokset til. Den ene tager hvalpen på skødet og begynder at kilde den og i det hele taget opildne den. Når den er godt "sat op", standser personen sin leg, mens den anden råber "Kom, lille ven!". Hvalpen drøner over til den anden person, som råber en masse begejstret babysprog og leger videre med hvalpen. Et par minutter efter bytter de to personer roller og så videre. Gentag legen nogle få gange, men stop den og begynd på noget andet, før hvalpen taber interessen. Denne leg kan lægge grunden til et sikkert og begejstret indkald hos den voksne hund.
At socialisere en hvalp før 7 uger eller før dens første vaccination kan godt være noget kontroversielt. Vi bor selv i en forstad og tager ikke hvalpene med på gaden før de er vaccineret. Men vi lader en masse af naboernes børn lege med dem i haven før de når den alder. Vi løber nok en vis risiko, da flere af børnene selv har hunde, men det er ikke udstillingshunde, og de kommer sjældent uden for deres egen have, så det er usandsynligt, at børnene slæber alvorlige sygdomme ind hos mig. Hvis du holder godt øje med børnene, bliver hvalpene begejstrede for dem. De vil gerne tage hvalpene op, og det skal du lade dem gøre, men lær dem, hvordan de skal sætte dem forsigtigt ned, når de spræller, og ikke tabe dem, hvis de bider. Det er også godt at fortælle dem, at karatespark hen over hovedet på hvalpene er helt forbudt. Somme tider har vi seks eller syv børn på een gang i haven, og hvalpene elsker det.
Det kræver også omtanke og forsigtighed at lade hvalpene møde andre, voksne hunde. Hvis dine andre Shiba'er er vaccinerede (og det burde de være), venlige, ikke for hårde ved hvalpene og ikke har nogen smitte med sig fra udstillinger, så lad dem endelig komme sammen med hvalpene. Hvis dine voksne hunde ikke er vant til hvalpe, må du være meget, meget forsigtig. Sørg for, at den voksne ikke er bundet eller på anden måde afskåret fra at fjerne sig fra hvalpene, når de kommer farende. Du kunne sætte hvalpene i en kravlegård eller indhegning og lade den voksne lugte til dem gennem trådnettet. En nervøs, voksen Shiba, der for første gang er spærret inde i et værelse med en hvalp kan reagere hurtigt som et lyn og gøre hvalpen alvorlig fortræd. Vi har nogle voksne hunde, der godt kan lide at lege med hvalpe, og andre, der helst vil være fri. Det er betydeligt mere sikkert at rette sig efter deres ønske!
At gå i snor kan trænes så snart hvalpene er mobile. Vi forlanger at enhver hvalp, der går ud af hoveddøren er i snor, og vi begynder at træne i haven og på gaden efter den første vaccination. Derfor kan nogle af vores hvalpe - afhængigt af salgsdagen - gå i snor, og andre ikke, når de går herfra. Jeg gemmer øvelserne med at gå i snor til et senere afsnit af denne serie.
Hvis du gennemfører alle disse ting og mere til, vil det hjælpe dig til at give din hvalpekøber en hund, der er forberedt til almindelig lydighedstræning. Hvis den nye ejer ikke fortsætter med træningen, er fordelen ved den gået tabt. Når først hvalpen er ude af huset, har du kun meget lidt indflydelse på dens fremtid.
Frem for alt er det opdrætterens, opgave at være hvalpens første kærlighed efter dens mor. For nogle år siden gjorde en populær bog sig til talsmand for den tanke, at hvad hunde virkelig ønskede, var at være sammen med andre hunde. Skønt den dame, der skrev bogen, blev mødt med en god del kritik i hundebladene, havde hun på en måde ret. Hvis du ignorerer dine hunde og ikke arbejder på at få et positivt forhold til dem, hvorfor skulle de så dog ønske at være sammen med dig?
Man kan godt sige, at hver eneste dag af en hvalps liv har betydning for dens opdragelse, men jeg tror, at den tredje og fjerde måned er særligt vigtige. Det er den tid, da hvalpe først rigtigt begynder at lægge mærke til de mennesker, de kommer i kontakt med, og anlægger varige holdninger over for dem.
TEST AF TEMPERAMENT
Igennem den sidste halve snes år er "hvalpetest" blevet udråbt som den bedste metode til at udvælge hvalpe. De fleste prøver indbefatter, at man tager 7-ugers hvalpe til et fremmed sted og lader en fuldstændig fremmed person notere sig, hvordan de reagerer på forskellige påvirkninger. Prøverne indeholder som regel: En kraftig lyd, et indkald, en fremmedartet genstand, de kan undersøge, en dominans-rolle og et nap i tæerne, der kun gør ganske lidt ondt. Selv om jeg tror, at disse prøver nok kan være et nyttigt værktøj, tror jeg ikke, at de altid giver et sandt billede af temperamentet. Hvalpe modnes ikke lige tidligt, og nogle er bedre end andre præget fra deres ejere. En opdrætter, som har haft lejlighed til at vurdere hvalpe i deres korte levetid og er opmærksom på den prægning, de allerede har modtagt vil meget bedre end en totalt fremmed være i stand til at vurdere en hvalps temperament. Den slags prøver kan kun kaldes en test af temperamentet, hvis hvalpene er komplet uden prægning og er vokset op under "laboratorie-forhold" - en meget dårlig idé. Prægningen bør allerede være godt i gang ved 7 ugers alder. Ved den tid bør opdrætteren være begyndt med sit arbejde for at påvirke hvalpenes adfærd ved at dæmpe de aggressive og bygge mere selvtillid op hos de forsigtige. Og jeg vil i hvert fald ikke anbefale, at du lader en fremmed knibe dine Shiba hvalpe i tæerne eller ørerne - en Shiba har en meget lang hukommelse.
Alt efter sin reaktion på prøven og prøvelederen bliver hvalpen takseret som Alfa (dominant), Beta (gennemsnit) eller Gamma (underdanig). Somme tider får hvalpen også point for modtagelighed og gensidig kontakt med mennesker. En test, der kun giver point for dominans, er ikke så god som en, der vurderer hvalpen på flere områder. En dominant hvalp kan være meget følsom, og en underdanig hvalp er ikke nødvendigvis altid lydhør over for sin ejers kommandoer.
Hvis du ikke selv er en erfaren Shiba-opdrætter, vil det helt sikkert være en hjælp, at få en eller to erfarne venner til at besøge dine hvalpe en gang eller to for at lege med dem og se på deres adfærd. En med baggrund i Shiba eller en anden halv-vild, tidligt moden race vil være til mere nytte end en opdrætter af Labrador Retrievere! I det store og hele har en Shiba tendens til at være mere aktiv og mere aggressiv end andre racer, og den kan også være mere mistroisk over for fremmede og ikke særlig interesseret i mennesker, hvis den ikke tidligt er blevet præget.
Selv om man normalt anbefaler en beta-hund til førstegangs hundeejere, så kan meget interesserede ejere af deres første Shiba være bedre tjent med en alfa- eller gamma-hund, fordi de så er tvunget til at foretage sig noget med den tidlige opdragelse for at rette op på sky eller aggressiv opførsel. Ejere af beta-hunde løber ofte ind i problemer, når deres "perfekte" hund kommer i puberteten og pludselig begynder at opføre sig "ikke så perfekt". Beta-hundeejere forfalder ofte til dovenskab med hensyn til at præge deres hund og tidligt lære den at føje sig efter korrektioner, og de bliver overraskede, når hunden reagerer ved at blive rasende eller endda aggressiv, når den bliver straffet.
PRÆGNING
Shiba-ejere må aldrig glemme, at Shiba'en er en halv-vild og meget intelligent race. Ulvelignende instinkter og drifter er mere udviklede hos en Shiba end hos mange mere almindelige racer. Uden prægning er selvopholdelsen (kamp- eller flugtdrift) den mest betydende faktor i en Shiba's liv. En Shiba, der ikke er præget, kan virke venlig for det meste, men vent indtil du prøver at tvinge den til noget den ikke vil! Den er kun din ven, når den selv ønsker det.
Samtidig med, at man er opmærksom på Shiba'ens nedarvede egenskaber, er det også vigtigt at huske, at den er en tæmmet hund - ikke en ulv. Dens vilde og uafhængige natur er ikke nogen undskyldning for at opgive at opdrage den. Vi amerikanere er tilbøjelige til at lade vore Shiba'er slippe godt fra en opførsel, som ikke ville blive tolereret i Japan, fordi vi stadig opfatter dem som "eksotiske kæledyr". Amerikansk Kennel Klub anerkender mange andre racer med lignende temperament, der har et bedre rygte m h t opdragelse og træning.
På grund af deres natur vil Shiba-hvalpe, der kun er sammen med kuldsøskende til de er 3-4 måneder gamle, sjældent udvikle noget godt forhold til deres ejere uden besværlig genoptræning. Klart nok er det ikke nogen god idé at få en ny Shiba-hvalp lige før ferien, eller hvis du er på arbejde hver dag eller har planer om at gå på udstilling med din champion hver weekend (hvis du da ikke har tænkt dig at tage hvalpen med).
Det er meget vigtigt, at Shiba-hvalpe bliver trænet til tillid og øjenkontakt i deres tredje levemåned. Hvis de bliver ordentligt præget, kan senere træning til udstilling eller lydighed gå som en leg. På grund af at jeg udgiver SHIBA JOURNAL og tilmed har et lille barn og 7 Shiba'er får jeg 10-15 henvendelser om året fra Shiba-ejere, der har alvorlige problemer med deres hund. Ejere af familiehunde har ofte problemer med, at deres hund er bange eller er aggressiv i sit eget territorium, mens opdrættere for det meste beskriver problemer med dominans og aggressivitet i hundens territorium. (Forskellen kommer sikkert af, at opdrættere har alfa-hunde og beta-hunde fra den høje ende af skalaen til udstilling.) Bortset fra et eller to tilfælde var Shiba'erne velopdragne som hvalpe, og problemerne dukkede op mellem 7 og 13 måneders alder. I et tilfælde troede opdrætteren, at problemet med hendes hund skyldtes hundegalskab-syndrom, men hunden blev aflivet uden professionel vurdering. De fleste af disse Shiba'er havde ikke fået nogen lydighedstræning (ejerne sagde, at det var unødvendigt). Adfærdsforskere, der skriver i bladet "Your Dog" for Tuft Universitetets skole for Veterinær Medicin fastslår, at problemer på grund af menneskelig fejlbehandling er meget mere almindelige end problemer, der skyldes sygelige mangler, og at den bedste kur mod aggression er forebyggelse.
Formålet med prægningen er at "forberede" hunden på en sådan måde, at den slags uønsket adfærd, der ofte forekommer hos racen, helt kan undgås eller lettere behandles, hvis den skulle dukke op senere.
TILLID
Når du skal vinde din Shiba's tillid, må du undertrykke dens tendenser fil selvopholdelse og præge den til først at gå til dig for at blive beskyttet og vejledt i alle situationer. For at dette skal kunne fungere, må du altid i din hunds øjne virke fuldstændig fornuftig. Hvis din Shiba ikke føler sig tryg ved din opførsel og din evne til at beskytte den, vil den slå om til at tage vare på sig selv.
Hvordan udvikler man tillid? Først må du gøre din Shiba håndtam. I min sidste artikel omtalte jeg, at små hvalpe skulle tages op og bæres omkring, liggende på ryggen, i kortere tid en gang eller to om dagen. Deres poter skal nulres, og kløerne klippes en gang eller to om ugen. Hold ansigtet tæt ned til deres og kys dem på næsen, hvis du bryder dig om det. Rul dem om på ryggen på gulvet og "kild" dem fra tid fil anden. Klap dem forsigtigt, mens de sover. Hvis de pludselig vågner, så tryk dem blidt ned igen og blive med at klappe dem et par minutter, til de slapper af.
Du må kun meget gradvis forøge den tid, du holder fast på hvalpen. Nogle hundeejere, overdriver deres kys og kram og opnår helt utilsigtet, at deres hund snapper efter dem og prøver at undgå tæt kontakt.
For det andet - vær sikker på, at alle dine korrektioner er forudsigelige og forståelige for hvalpen. Hvis din hvalp ikke klart forstår, hvad korrektionen hænger sammen med, mister du dens tillid. En Shiba har en meget stærk fornemmelse for fair behandling.
Puberteten er en vanskelig periode for de fleste hunde, og en Shiba er ingen undtagelse. Hormonerne rumsterer og inspirerer din hund til at rage sig ind i problemer. Hvis du ikke har præget den som hvalp til at have tillid fil dig og acceptere korrektioner, så står du med et spirende problem.
Det er særdeles vanskeligt og kan også være farligt at korrigere en dominant Shiba, hvis du ikke først har vundet dens tillid. Lad os antage, at din voksne han har gjort noget rigtig slemt, som fortjener en korrektion af dominansen. Hvis du har dens tillid, kan du smide hunden ned på ryggen, holde ansigtet tæt fil den og knurre til den eller fortælle den, hvor utroligt skidt den lige har opført sig. Hvis din Shiba knurrer, skyldes det kun, at den er lidt nervøs på grund af din vrede. Når du har stirret ham i øjnene 15-30 sekunder, dæmper du stemmen og spørger, om han stadig elsker dig, og om han vil være en god hund for fremtiden. En godt præget hund vil tydeligt slappe af og slikke dig på hagen med stor lettelse. Derpå, men ikke før, lader du ham komme op igen. Du skal ikke råbe ad hunden, rulle den om på ryggen og smide den ind i buret. Hvis du må lægge hunden i bur straks, på grund af f eks slagsmål, så lad den ikke sidde og surmule, men få fat i den så snart som muligt og få et "undskyld, mor! " ud af den. En godt præget Shiba er ikke på noget tidspunkt bange for, at du for alvor vil gøre den fortræd, og den vil aldrig slå om til den risikable selvopholdelses stemning.
Hvad sker der, hvis du prøver det samme med en Shiba, der ikke er præget? Når du har fanget den og smidt den om på ryggen, vil den sprælle som en gal og knurre af skræk. Det er den værste stilling af alle, du kan anbringe den i. Forestil dig, hvad der ville ske med en hund, som på denne måde er kompromitteret i et slagsmål. Hvis du presser den, kan du se flugt- eller kampdrift tage over ved at lægge mærke til dens blik, som ikke er rettet mod noget bestemt. Den tænker ikke længere. Den husker ikke, at du fodrede den en time før. Når en dominant Shiba presses til kampdrift så pas på! Så er der nogen, der bliver bidt. Prøv aldrig en dominans-rolle på en hund, der ikke er præget til det. Punktum.
Hvis ikke du er meget erfaren, og din hund er vældig godt præget, så forsøg ikke en dominanskorrektion over for en Shiba, der opfører sig aggressivt mod en anden hund. Din Shiba vil instinktivt tro, at du holder den nede, så den anden hund kan gå på den. Selv om denne teknik er meget effektiv i hænderne på en ekspert, så er det lettere og mere sikkert at få vendt din hunds opmærksomhed imod dig selv. Denne metode anbefales også af de fleste adfærds-forskere, der arbejder med hundeejere, hvis hunde har udviklet dominans- og aggressions-problemer.
Tillid vil også være en god hjælp med en underdanig eller sensitiv hund, som du gerne vil udstille. Når du har vundet dens tillid, kan du påregne at selv den mest "sarte" hund kan klare at stå på bordet og blive bedømt. En underdanig hund vil få den nødvendige selvtillid til at spankulere rundt i ringen med en gruppe af mere dominante hunde, hvis den føler, at du beskytter den.
Der er en bonus mere: Hvis din Shiba stoler på dig, kan du med lethed klippe dens kløer uden en hel hær til at holde den nede. Den kan måske ikke lide det, men den vil lade dig gøre det.
ØJENKONTAKT
Det er også vigtigt at træne øjenkontakt så tidligt som muligt. Shiba'en er en meget vågen og opmærksom race. Det betyder, at en Shiba holder meget øje med hvad der sker omkring den og let bliver distraheret. Shiba-ejere, der træner i lydighed, beklager sig over racens kortvarige opmærksomhed og manglen på stabilitet under udførelsen af øvelserne. Udstillere har lignende klagepunkter.
En voksen Shiba, der har lært øjenkontakt, vil sidde vendt mod dig og stirre dig i øjnene mens du klapper den. En voksen hund uden denne træning vil hellere sidde vendt væk fra dig og stirre ud i det fjerne.
Hvis du har fulgt rådene fra min sidste artikel, er du allerede begyndt på at lære din hvalp øjenkontakt ved at holde den op og se på den næse til næse, mens du kysser den og snakker babysprog. Jo mere du øver at se hinanden kærligt i øjnene mens din hund endnu er baby, jo bedre øjenkontakt vil den få som voksen.
Den mest almindelige måde at lære øjenkontakt er kommandoen "Se på mig!", der bruges ved den grundlæggende træning i lineføring. Dette at "Se på mig" under øvelse i lineføring er ikke altid sagen for udstillere. En udsfillingshund tager sig bedst ud, når den ser direkte fremad under bevægelsen og ikke drejer hovedet til siden og opad for at se dig i øjnene. Når en Shiba samtidig skal bevæge sig fremad i frisk trav, vil den svinge sit yderste forben udad i en bue, og det giver den ikke point for god bevægelse hos dommeren. En bedre øvelse for udstillingshunde er "se på mig", mens hunden står med front mod handleren i løs fine og stiller sig naturligt.
Kommandoen "Stå" er også god til at træne øjenkontakt. Selv om din hund ikke ser på dig, tænker den over din kommando. Hvis du har trænet denne kommando godt kan du stille din hund på bordet, forme den, tage snoren af og gå et par skridt tilbage, mens dommeren gennemgår hunden. Det er vel et smart trick for udstillere? Og naturligvis kræves øvelsen "Stå" i lydighedskonkurrencer.
Når din hvalp er dæmpet lidt ned, så stil den på et bord, giv ganske langsomt slip på den og gå lidt baglæns - uhyre langsomt, som om du skulle udføre en tryllekunst. De fleste Shiba'er synes det er sjovt at se på dine overdrevne bevægelser og regner "Stå" for en herlig leg, særlig hvis du ødsler med ros, når den har gjort det godt.
Øjenkontakt er også en nyttig metode til at genoptræne en Shiba, der er aggressiv over for andre hunde, og til at forebygge tilsvarende aggressiv adfærd hos hvalpe. En god øvelse for unge eller voksne Shiba'er er "Slalom". Du skal bruge mindst to andre hunde med handlere, gerne hunde, som din Shiba har været aggressiv overfor tidligere. Hundene og deres handlere skiftes til at gå i otte-taller rundt om de to andre som står stille med deres hunde "på plads". Jo flere deltagere des bedre til denne øvelse. Hvis du har hunde og handlere nok, skal de stille sig i en kreds, og hver enkelt hund og fører går så ud og ind mellem de andre hele ringen rundt. Tag lidt lever eller andre godbidder i lommen. Når du sætter i gang med din hund, siger du "Se på mig" i stedet for "På plads". Ved ringtræning til udstilling behøver din hund ikke at se på dig, så længe den bare ikke stirrer på eller springer ud efter de hunde, du går forbi.
Hvis den stirrer eller springer frem, så tving den til at se på dig ved at rykke i line og halsbånd og sig "Se på mig!" i et bestemt tonefald. Så snart hunden kigger på dig, ros den så og giv den en godbid. Du skal forlange, at din hund sidder roligt "på plads", mens det er din tur til at være "stolpe". Nogle hunde forstår meningen efter nogle få omgange, men andre skal have flere ugers træning for at finde ud af det. En mildere form for denne øvelse kan bruges ved træning af hvalpe, der er "overglade" eller uopmærksomme. Hvis din lydigheds- eller ringtræner ikke allerede bruger denne øvelse, så bed ham prøve den. Den fungerer virkelig!
Tillid og øjenkontakt skal bygges op over længere tid, og man skal helst begynde tidligt. Man kan også gøre det med ældre hunde, men det falder aldrig så naturligt som med en hund, der er præget i sin tredje eller fjerde måned, og det bliver sikkert nødvendigt med genoptræning fra tid til anden.
Gretschen Haskett
Oversættelse: OBC Christensen, DK