Blodsygdomme hos hunden kan enten være arvelige eller erhvervet. Selvom erhvervede sygdomme er mest almindelige, optræder arvelige sygdomme oftere end normalt, på grund af den valgte indavlspraksis i dyrepopulationer, blandt andet hos race hunde. Arvelige blodsygdomme opstår oftest som en konsekvens af indavl blandt andet i sjælne hunderacer, som nødvendigvis er indavlede, og i racer i hvilke bestemte dyr er populære show-vindere og bliver brugt meget i avl.
Diagnostiske blodundersøgelser kan identificere specifikke sygdomme i ramte dyr og kan også give værdifuld viden om deres slætninges helbredsstatus. På denne måde er diagnostisk screening af slægtningene for enten at være bærer af sygdommen eller have den heterogen i et stadie uden synlige sygdomstegn mulig. Bærere bør kun bruges i avl, hvis de er kritiske for en speciel avlsprogram. Afkom efter en sådan planlagt parring kan blive blodtestet og/eller testparret for den pågældende defekt. Normale hvalpe efter disse parringerer kan beholdes til avl for at vedligeholde blodlinien. Dog behøver forekomsten af alvorlige genetiske defekter, så som hæmofili, i en ellers eftertragtet blodlinie ikke at ødelægge linien.
Effektiviteten af en planlagt selektion i et avlsprogram for at eliminere et uønsket gen, afhænger af arvelighedsmønsteret. Hvis det for eksempel er et dominant gen kan defekten elemineres i løbet af en generation ved ikke at avle med de syge individer. Hvis genet er vigende, kræver eleminering at der ikke fortsat avles med forældre, som har givet hvalpe med sygdommen, fordi forældrene nu begge er beviste bærere af sygdommen. I dette tilfælde er eliminationen af genet en langsom proces - efter 10 generationer vil ca. 25% af populationen stadig være bærer af genet. I et tilfælde med samme betingelser som von Willebrand's sygdom (vWD), som er dominant men med ufuldstændig gennemslagskraft, vil total udryddelse tage lang tid (10 generationer), men hovedparten af populationen vil være rene efter ca. 3 generationer. Så en interesseret indsats fra avlerne kunne give en signefikant nedgang i VWD på kun nogle få år, men kun hvis vi er forberedte på at undgå avl med enhver hund som er testet til at være syg eller bærer.
Hæmofili A og B er recessive (vigende) arvelige sygdomme båret på X kromosomet. De er båret af tæver, men sygdommen ses næsten kun hos hannerne. Sygdommen ses som stor besvær med at standse blødninger. Jo mindre race jo mindre alvorlig er blødningen. Schäfer er den race i verden, som oftest er angrebet af hæmofili A.
Hæmofili A er forårsaget af en mangel på blod koaguleringsfaktor VIII. Det findes hos mennesker, hunde, katte, heste og køer. Det er den mest almindelige form for hæmofili.
Hæmofili B (Christmas Disease) er forårsaget af en mangel på blod koaguleringsfaktor IX. Den er set hos mennesker, hund og kat, men er mindre almindelig end hæmofili A.
Kvindelige bærere af hæmofili A og B har ca. ½ af det normale mængde af de respektive koaguleringsfaktore i deres blod.
VWD er meget mere almindelig end hæmofili. Forskellige studier har vist frekvensen at være fra 1/50 til 1/500 hos mennesker. Der er stigende frekvens i de undersøgte hundestudier. VWD er karakteristisk ved forlænget blødningstid. En god bivirkning er, at individer, som lider af VWD har lavere tendens til af udvikle hjerte-kar sygdomme, som er relateret til oversaktiv koagulerings mekanisme.
VWD er set i 54 hunderacer og også i katte. Efterhånden som flere racer testes, ses VWD i nye racer. Når VWD ikke er i en race, er det derfor sædvanligvis fordi der ikke er undersøgt nok hunde af denne race til at resultatet kan være en sand representant for racen. Der er ingen grund til at tro, at VWD ikke er i alle racer.
Hos mennesker og hund er VWD ikke kun medfødt og arvelig, men kan også erhverves sekundært til en familieforekommende autoimmuner thyroid sygdom. For tiden videregiver 42 af de 54 hunderacer som har VWD også familieforekommende hypothyroiditis.
Der er 3 typer af arvelig VWD.
Både bærere og klinisk syge hunde er kun forskellige ved graden af genets penetrans (gennemslagskraft). Alle bærere er potentielle blødere. D v s en bærer er ikke stærk, selvom den ser ud som en rask hund, den har ikke samme modstandskraft mod omgivelsernes stress, som en normal hund. Hvis en VWD bærer bliver hypothyroid, vil den sikkert få VWD hvis den ikke thyroid niveauet er normaliseret ved at give thyroid medicin 2 gange daglig.
Incidensen af VWD er stigende. 70% af alle dobermann som blev undersøgt i 1986-88 var unormale og 16% af disse var 'blødere' For 2 år siden var der kun 63% unormale. For 10 år siden var der 55% unormale med 9% 'blødere'. 62% af testede dobermann havde også unormal thyroideafunktion. Denne race er altså allerede ramt hårdt af denne 'dobbelte svøbe'. Hvis avlerne fortsætter med at overse disse fund, kan racen være truet i løbet af nogle få generationer.
Den sidste statistik for forekomsten af VWD i 6 racer kan ses i tabel 1. Det er skuffende at se, at stigningen i hunde med abnorm niveau af VWF:Ag (von Willebrand faktor antigen) [under 50%] var signifikant. Denne stigning er fordi antallet af testede hunde er stor nok til at resultatet er signifikant. Der er 3 forklaringer på denne stigning. 1) pga ændring i målemetoden, 2) fordi testede og ikke testede bærere fortsat bruges i avlen, 3) er den mest sansynlige, at det er umuligt at skelne mellem de to typer af VWD (arvelig og erhvervet) med den nuværende teknik.
90% af thyroidea abnormiteterne hos hundene er arvet som autoimmune sygdomme. Bundet til denne sygdom er andre immune problemer som knoglemarvssygdomme, leukemi og lymfoma, immunsupressive virussygdomme som hundesyge, parno og retrovirus, andre endokrine sygdomme som diabetes, kroniske leversygdomme, hudsygdomme og addisons sygdom. Hypothyroidisme kan forårsage erhvervet VWD, men mekanismen er endnu ikke helt kendt. Dyrenes blodtestresultater er som om de havde arvet VWD og dyret kan have forlænget blødningstid og kliniske tegn på VED.
Parringer og arvelig VWD
| Normal x bærer = | 50% normale hvalpe 50% bærer hvalpe |
| bærer x bærer = | 25% normale 25% døde eller meget slemt angrebne 50% bærer hvalpe |
De testresultater, som du får er procent størkningsfaktor (VWF:ag). I poolet serum fra normale hunde er denne 100%. 60 - 17 % er normal niveauet for VWF:ag niveauet hos sunde hvalpe og er ok til avl. Men vil man være på den sikre side, er 60 - 70 % i de laveste til avl og testparring med testede dyr med højere resultater tilrådes. Ekstrem høje værdier (175%) er sikkert på grund af sygdom, stress, opsamling eller forsendelse. Det er normalt, at der er en variation til begge sider på resultater på 6%. Hvis variationen er større fra den ene test til den anden, overvejes muligheder for ændring i andre faktore så som thyroidea funktion, sygdom, østrus, graviditet eller preparations eller forsendelsesproblemer.
Dette giver også nogle symptomer som VWD, fordi trombocytterne er unormale og ikke kan størkne rigtig. Denne tilstamd er ikke normal, mwen den optræder i nogle basset hounds og 'otterhounds' 25 år efter det blev opdaget i otterhounds er måden dette gen kommer til udtryk hos otterhunde ændret; mere følsomme tests kan nu finde bærere med større troværdighed.
Tånegl blødnings tid - en hurtig indikator for VWD og andre blødningssygdomme.
Hvis du skærer i tåneglen, når du klipper din hund, er den normale blødningstid 4½ - 5 min. Normal blødningstid betyder kun at hunden ikke er syg, ikke at den ikke er bærer.
Brug er ny resco blad klipper og klip neglen lige under det ømme punkt (kødet). Skæt så i det ømme punkt. Hunden skal være rolig, og du skal lade de bløde i fred - læg ikke pres på. Blodet vil pumpe flere gange og så løbe langsomt og til sidst stoppe, dette viser at blodet er størknet og de små blodkar er lukket. Hunde med VWD eller andre problemer kan bløde i op til 30 min eller mere. Hvis de bløder kontinuert i over 5 min eller hvis det størkner men blodet begynder igen uden nogen forhindring, så har din hund sansynligvis VWD eller en anden blødnings defekt. Hvis blødningen fortsætter længere end 15 minutter, standses det med kompres, sølv nitrat, puder eller plaster.
Tånegls blødnings tids testen er anbefalet til enhver hund som skal opereres. Hvis testen viser problemer, så kan veterinærklinikken være forberedt på problemer under operationen, det er bedre at være forberedt end at få en frygtelig overraskelse.
Optræder oftere hos tæver end hos hanhunden. Generelt er der en genetisk eller familie historie om problemer med skjoldbrugskirtlen. Det ses med stigende frekvens i hundepopulationer, og effekten kan itensiveres ved drægtighed.
Det kan blive trigget ved reaktion med lægemidler så som:
Nye midler til forebyggelse af hjerteorm. (Filaribits-plus, Heartgard)
Kan også forårsages af stress: miljø, følelsesmæssig eller fysiologisk.
Nyre og leversvigt ses med stigende frekvens i både mennesker og hunde i de sidste 10 år. Den autoimmune effekt af forstyrrelser i skjoldbruskkirtlens funktion har en virkning hos begge species. Anfald kan også forårsages af forstyrret funktion i skjoldbruskkirtlen, som ved hunsygdomme. Senest er hjertemuskel svaghed blevet forbundet med nedsat funktion i skjoldbrugskirtlen.
Nedsat funktion i skjoldbrugskirtlen kan forårsage flere typer hormon forstyrrelser:
Polyglandular autoimmunitet [dvs forstyrrelse i flere af de endokrine kirtler, altså involverende flere hormoner] f.eks. Addisons Disease med hypothyroidisme [ forstyrrelse i binyrebark og skjoldbruskkirtel hormonerne] Diabetes med hypothyreadiisme.
Hypofyse-tyreoidea akse forstyrrelser
Reproduktionssvigt: forkert brunstcyclus, livmoderbetændelse, falsk drægtighed, nedsat kønskirtel funktion, få sædceller, ingen sædceller, anøstrus (alle hypofyse/tyroidea relaterede).
Virus infektioner - parvo-, retro-, cytomegali-, mæslinge-, hundesyge- og hepatitisvirus.
For 10 år siden blev parvo opdaget i et raskt menneske. Kort tid efter, var den forbundet med en 3 ugers sygdom karakteriseret ved svigt i knoglemarven. Det var også opdaget, at parvovirus formerede sig hurtigst i voksende celler( d.v.s. i børn, knoglemarv, mave-tarmkanalen, reproduktions organerne og i fostre).
I 1984 blev det forbundet med reumatisk ledbetændelse og spontan abort.
Sygdommene i hunde forårsaget af parvovirus er forbundet med problemer i immunsystemet, specielt svigt i knoglemarven i 3 uger, som beskrevet ovenover hos mennesker. Knoglemarvsproblemerne kan blive kroniske/latente især hvis der også er nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen.
Det er derfor kritisk at genetisk screene for sammensatte styrke, hvis vore hunde skal have mere styrke imod disse vira.
Den øgede forekomst af denne type problemer synes altså at være forbundet med frekvensen eller den seneste brug af modificerede levende virus vaccine imod parvo, hundesyge eller rabies, enten alene eller i combination.
Forekomsten af nedsat leverfunktion sammen med immun-betingede sygdomme hos hunde har været stigende i de sidste 10 år, formodentlig i forbindelse med tilstedeværelsen af det autoimmune syndrom i flere kirtler og andre involverede grunde. Vores erfaring viser, at den mest berørte racer er dobermann, selvom racer som akita, boxer, rottweiler, keeshound, golden retriever og andre også er ramte. Tæverne er mindst dobbelt så ofte ramte som hanhundene. De fleste af disse hunde har også nedsat skjoldbruskkirtel funktion og/eller VWD. En sansynlig konklusion er, at metabolisme, infektion, farmakologi og extern stres situationer kan udløse nedsat leverfunktion i modtagelige patienter. Nogle lægemidler, lægemiddelkombinationer eller biologiske midler (f. eks. trimetroprim-sulfa, nye hjerteorms forebyggende midler og enkelte eller kombinerede modificerede-levende virus vacciner) synes at være i stand til at igangsætte leversygdomme i en allerede udsat patient.
Thyroiditis er en immun-afhængig proces, som er karakteriseret ved cirkulerende antithyroid antistoffer i blodet. Tilstanden udvikler sig sædvanligvis til 'thyroid disease'. Antithyroid abtistoffer kan ses i mennesker elller dyr med enten normal, nedsat eller forhøjet produktion af hormon fra thyroidea, d.v.s. kan være til stede selvom en hund stadig testes normal for tyroideafunktionen, og kan skade andre celler så som knoglemarv, fostre og andre hurtigtvoksende celler. Derfor er en del af behandlingen af autoimmune sygdomme at teste for tilstedeværelsen af nedsat tyroideafunktion og antityroidea antistoffer og at behandle med tyroid hormonet for at bremse processen. Derfor mangler vi en måde at diagnostisere tilstedeværelsen af antistoffer før unviklingen af sygdommen.
En typisk tyroid test måler den totale mængde af T4 hormon i kroppen. Men det vigtige måling er den lille portion af total T4 ,som ikke er bundet i kroppen og derfor er vigtig for cellerne. Dette 'frie' T4 bliver omdannet til T3, som er vigtig for cellerne. I den nyere tyroid profil som er tilgængelige i specielle veterinære laboratorier i USA og Canada (d.v.s. Veterinary Reference Laboratories, Mitchigan State University) tester de for total T4, total T3, fri T4, cholesterol og fri T3. Cholesterol skal måles i den samme blodprøbe, som bruges til tyroid testen. Hunde med nedsat tyroid funktion er cholesterol niveauet højere jo lavere niveauet af fri T4 er. Ejere kan få et udskrift med alle hundens testresultater sammen med k-værdien, som er en lineær konstant mellem T4 og cholesterol. ([........]).
Michigan state University har for nylig introduceret thyroid antistof test som en del af deres complette thyroid panel. Dette er en vigtig skridt til en mere effektiv thyroid test. Kontakt ..........
Med hensyn til K-værdienre, er de som falder over +1 normale. Mindre end -4 viser, at dyret har en primær thyroid sygdom, selvom den ikke har symptomer. Værdier mellem +1 og -4 er enten tidlige thyroid sygdommme og/eller en ikke thyroid sygdom ( en anden sygdom, som undertrykker thyroid niveauet). Selv på et tidligt subklinisk stadie kan thyroid mangel resultere i en irreversibel skade på kroppen, og værdien af denne mere følsomme test er, at problemer kan ses før skaden er blevet så alvorlig, at klare synlige symptomer er til stede.
For en syg hund med autoimmune problemer vil K-værdien indikere, om den autoimmune sygdom kan behandles med thyroid horminer eller ikke. Hvis testresultaterne er normale og hunden er syg, fortsæt så med de andre diagnostiske teste så som antithyroid antistof [ antithyroglobolin, anti T4, og anti T3 antistoffer]
Denne procedure kan også anvendes til genetisk screening af øjensynlig sunde hunde for at bestemme deres egnethed til avl. Bemærk, at en tæve med antithyroid antistoffer i blodet kan videregive disse til sine hvalpe med modermælken. Bemærk også, at enhver hund med antithyroid antistoffer eventuelt kan udvikle det til en manifest symptom på en autoimmun sygdom