Lær hunden at stave sit navn

Tekst: Bente Iversen - Foto: Søren Wesseltoft

1: Hav bogstaverne klar

Køb eller Lav bogstaverne i din hunds navn. Her hedder hunden Kiwi.

2: Saml bogstav op

Læg det første bogstav frem. Hvis hunden ikke er vant til at have noget i munden, så start med at rose den i det øjeblik, den snuser til bogstavet. Når hunden tager fat om bogstavet siger du: STAV NAVN, roser og belønner hunden med en godbid. Gentag flere gange. Herefter skal hunden aflevere bogstavet til dig, før du roser og belønner. Gentag, til den forstår, at STAV NAVN betyder, at den skal samle bogstavet op og give det til dig.

3: Næste bogstav

 Læg nu det andet bogstav frem. Sig STAV NAVN og ros hunden, når den henter bogstavet. Nu lægger du begge bogstaver frem, siger: STAV NAVN, men roser og belønner kun hunden, når den kommer med første bogstav først og så det andet. Skæld ikke hunden ud, hvis den gør det forkert. Ignorer den, indtil den gør det rigtige, og ros og beløn den så.

4: Hele navnet

Fortsæt på samme måde, indtil den kan hente alle bogstaverne i den rigtige rækkefølge. Idé: Hedder hunden et Langt navn, så giv den et kort kælenavn.