Hunde og herrer ligner hinanden. Det er en udbredt opfattelse. Men passer det, eller er det blot en myte, opstået fordi vi alle kender et hund/ hundeejerpar, hvor det passer? For eksempel en krølhåret kvinde med en krølhåret puddel. Nicholas Christenfeld på University of California San Diego har undersøgt sagen videnskabeligt ved forsøg, hvor testpersoner skulle forsøge at sammenkoble billeder af hunde og herrer (M/K).
Christenfeld gik på udflugt i en hundeluftningspark og adspurgte hundelufterne, om han måtte tage billeder af dem og deres hunde. Derefter blev billederne manipulerede, så baggrunden var forskellig, inden de blev vist til studerende, der fik kursuspoint på psykologistudiet ved at deltage i næste trin af forsøget. Hundeejernes tunger havde mindre tendens til at hænge ud af munden end deres hundes, skriver Christenfeld i sin rapport, som allerede nu kan ses på internettet. Senere publiceres den i det videnskabelige tidsskrift Psychological Science.
De studerende så på herre, hund og en fremmed hund, og skulle identificere hund-herre-parret. Resultatet var klart nok. Når hunden var en racehund, blev hund og herre koblet sammen i 64 procent af svarene. Hvis hunden var et »gadekryds« var der ingen signifikant identifikation af det rette parforhold.
Det er ganske forståeligt, siger Christenfeld. For når man køber en racehundehvalp, ved man ret nøje, hvordan den kommer til at se ud. Ubevidst kan man så vælge en hund, der ligner en selv. Et gadekryds ved man derimod ikke, hvordan ender med at se ud. Når man observerer, at »som herre, så hund«, er det altså fordi, herren udvælger hunden, så den kommer til at ligne ham/hende. Det er ikke, fordi den med tiden kommer til at ligne sin herre ved at bo sammen med ham/hende og efterligne ansigtsudtryk, eller lignende. Det kunne man ellers godt have troet. Der findes nemlig undersøgelser, der viser, at ægtefæller med årene kommer til at ligne hinanden. Det blev rapporteret allerede i artiklen »Convergence in the physical appearance of spouses« i tidsskriftet Motivation and Emotion, Vol.11, p.335-346, 1987.