Mælkesyre

Af Jens Ejsing - Berlingske Tidende
Danske forskere vender i en ny undersøgelse op og ned på den populære og udbredte antagelse om, at mælkesyre er skyld i, at musklerne bliver trætte og svage i forbindelse med hård træning.

Mælkesyre beskytter derimod musklerne mod træthed og er nødvendig, hvis musklerne skal yde optimalt i forbindelse med hårdt arbejde som løb eller styrketræning.

Forskere fra Fysiologisk Institut på Aarhus Universitet står sammen med australske forskere bag undersøgelsen, der er så opsigtsvækkende, at den bliver præsenteret i den nye nummer af det naturvidenskabelige tidsskrift Science.

I stedet for ophobning af mælkesyre i musklerne skal forklaringen på den muskeltræthed, der følger med intensiv, fysisk aktivitet, findes i kroppens og musklernes sindrige signalsystem.

Smerte:
Musklerne kan nemlig kun arbejde, hvis de hele tiden får signaler fra hjernen. Men når kroppen kører i højeste gear, så opstår der træthed i de systemer, der i musklerne skal opfange og videresende signalerne fra hjernen til muskelcellerne i form af små, elektriske impulser. Efterfølgende bliver musklerne nærmest lammede, og præstationsevnen falder drastisk.

Denne proces betyder også, at der ophobes kalíum uden for cellerne, hvilket bidrager til den smerte, der ofte opstår, når musklerne begynder at miste deres styrke på grund af hårdt arbejde.

Iføgle en af forskerne bag undersøgelsen, lektor Ole Bækgaard Nielsen, sørger mælkesyren for at holde gang i de elektriske impulser i musklerne, hvilket udskyder det uundgåelige signalnedbrud mellem hjerne og muskler.

- For en idrætsudøver betyder ophobningen af mælkesyre, at vedkommende kan løbe i længere tid eller ved højere hastighed, forklarer Ole Bækgaard Nielsen.

Han håber, at den nye undersøgelse vil "give dødsstødet til den sejlivede gamle myte om, at mælkesyre er skyld i træthed".

- Mange opfatter i dag træthed som et resultat af, at der ophobes mælkesyre og andre affaldsstoffer i musklerne, og at de bliver der i lang tid efter træning. Det passer ikke. For det første så forsvinder mælkesyren fra musklerne ganske kort tid efter, træningen er ophørt. For det andet så kan mælkesyre ikke på nogen måde anses som træthedskabende, siger han.