AF ANNE-SOFIE HOLTEN. FOTO: STEEN MÅNSSON
Knud er blevet storebror. Der er bare det ved det, at Knud er en hund, og hans lillesøster Saga er en menneskebaby. Det ændrer Knuds stilling i familien, for uden at ville såre nogen så erkender Bjørg Lodberg, 32, grafisk designer, og Michael Bille Bjørn, 32, web-site designer, at en hund er en hund, mens et barn er noget helt andet. Knud er blevet nr. to, og hans rolle som familiens centrum er slut. Det har gået ham noget på!
Og det har gjort indtryk på Bjørg og Michael. Han var deres første fælles forpligtelse her i livet. Blev valgt med omhu. Sort labrador med stam- tavle, så man vidste, hvad man fik. Der blev læst et hav af hundepsykologibøger. Og gået på kurser.
Hvalpen var lille og nuttet. Nu var de en familie. Knud kom med alle vegne: Lå i sengen, lå i sofaen; lærte at følge "far" og "mor" uden at gå i snor; blev båret op til fjerdesals-lejligheden i København hver gang, for ryggen skulle skånes. Men da han vejede 30 kilo, var det Michaels ryg, der ikke kunne mere.
Et hus med en have, hvor Knud kunne grave huller, blev en ønskedrøm. Knud var stadig hvalp, da Bjørg blev gravid, og huset med have blev en realitet.
FEMINA er sammen med dyrlæge og hundepsykolog i Værløse Bente Iversen på besøg i huset, hvor haven er et frodigt paradis og stuerne nymalede. Møbleringen er sparsom - det, der fyldte i den lille lejlighed, fylder ikke meget her. Der er befriende meget plads. Fotografen er begejstret: "Det ligner et atelier."
Bente
Iversen får en snak om godbidder med Knud. Han skal til at lære ikke at
brase begejstret lige i hovedet på fremmede, når de ringer på.Bente Iversen
foreslår, at han får anvist et bestemt sted at sidde i entreen,
mens gæsterne går forbi: "Det kan han lære på 10 minutter. Han er kvik og
elsker godbidder"
- Hvornår bliver man klar over, at ens hund ikke er ens barn?
- Når man får barnet, siger Bjørg: - Saga er vores barn, det er Knud ikke. Jeg er lige så glad for Knud nu, som før jeg fik Saga, men jeg er blevet bevidst om, at det er en anden form for kærlighed. Det er to forskellige følelser, så jeg synes ikke, der er gået noget fra Knud på den måde. Jeg har fået nogle nye følelser som mor. Følelser, jeg ikke kendte før.
- Det slog mig, da vi fik Knud, at det var første gang, jeg var bundet af noget, siger Michael. - Det var en helt ny ansvarsfølelse. Men nu oplever jeg, at ansvarsfølelsen over for et barn er en helt anden. Men der er ikke tvivl om, at den om- stilling, det krævede at have hund, har gjort det nemmere for os at finde ud af det med barnet. F.eks. har vi aldrig købt bøger om børnepsykologi, det har vi ment, vi nok skulle finde ud af, og vi har opdaget, at meget af det, der står i hunde- bøgerne, faktisk også gælder for børn. Saga er i hvert fald et meget roligt og nemt barn.
- Da vi opdagede, vi ventede barnet, var vores første tanke omkring hunden, at det i hvert fald ikke skulle gå ud over ham. Der var ellers mange, der fortalte os, at nu ville det blive så synd for Knud. Men det skulle det ikke, for han er en god hund. Jeg blev overrasket over, at han blev så jaloux, som han blev, siger Bjørg:
- Da jeg kom hjem fra hospitalet, sprang han glad ind i bilen for at tage imod mig, men da han så, at Saga var der, vendte han om og forsvandt. I tre uger ville han I slet ikke i kontakt med mig. Jeg lokkede med godbidder, men det hjalp ikke. Han gik i hælene på Michael, og når Michael sad nede i kælderen og arbejdede, var Knud dernede. Jeg kunne ikke gå tur med ham, for han ville ikke lystre mig, og han går altid uden snor. Han ville ikke have noget med mig at gøre. Ville ikke op i sengen, hvor han plejede at ligge, men begyndte at bruge sin kurv, som han aldrig havde brugt før. Det var, som om han var bange for Saga. Hundepsykolog Bente Iversen forklarer situationen:
- Knud er en ung- hund midt i sin pubertet, han er en blid, underdanig og forsigtig hund, så han
trækker sig lidt ud af flokken. Det er en forsigtighed, man ville ønske sig i mange hjem - så det ikke
går for hurtigt: Nogle hunde er henne og snuse til babyen lige med det samme. Det er en god ide at for- berede hunden på barnets duft ved at tage nogle snavsede bleer med hjem fra hospitalet og lade hunden snuse til dem, før mor kommer hjem med barnet.
Jeg tolker det her som en form for angst, på grund af hundens unge alder. Havde Knud været lidt ældre, havde situationen sandsynlig- vis været anderledes. Jeg hører om mange I forskellige situationer, når hund og barn skal mødes for første gang. Det er de seriøse hundeejere, som henvender sig. Dem, der straks vælger at komme af med hunden eller give den sprøjten, hører jeg ikke fra. Men det, at man passer på det dyr, man har, i stedet for at skifte det ud, er en holdning, som breder sig stærkt netop nu.
Det bliver mere og mere almindeligt, at unge par får en hund som "deres første barn". Der kommer' en tættere struktur i et parforhold, når man får en hund at tage sig af. Rollen som husets første forpligtelse er en udvidelse af hundens traditionelle rolle i familierne: Den har fået en mere central placering. Det, at man starter med at få hund, før man får børn, er et skift. Og i de hjem, hvor børnene kommer senere end hunden, får hunden en meget vigtig rolle i familien.
Selvfølgelig er en hund og et barn ikke det samme, men der er alligevel nogle ting, som ændrer sig på samme måde, når der kommer et nyt individ ind i hjemmet. Og det er typisk, at man får læst alle bøger om hundepsykologi, men ingen bøger, når man venter barn. Nogle siger:
"Der er næsten ingen forskel på de følelser, jeg har for min første hund, og dem, jeg har for mit første barn." Så er der dem, der som jer siger, at det er en an- den følelse, men der er gode følelser. Og så er der andre, hvis følelser for barnet fylder så meget, at der ikke er plads til hunden. Det er dem, der siger: "Der må ikke ske mit barn noget," og de vil ikke have, at hunden slikker barnet på kinden. De skiller sig af med hunden inden for det første år. Det er afgjort et svigt. Og svigtet består i, at man ikke bruger tid nok på at få familien til at fungere som helhed. Det er ikke bare et svigt, fordi man ikke bruger tid nok på sin hund. Nogle gange kommer jeg ud til familier,
hvor forholdet til hunden slet ikke er til at reparere - men de fleste gange går det godt. Folk henvender sig som regel til mig, når der er gået tre uger efter fødslen, og der er totalt kage i
den - de er usikre og nervøse. Så går der en måned, så er det bare på plads. Når det ikke lykkes, er det som regel, fordi det er en hund, der i forvejen har det svært med børn. Den har erfaret, at "børn rykker mig i ørerne og stikker fingrene I ind i mine øjne" og får ikke noget tæt forhold til børn. Men i mange tilfælde kan man kan godt lære hunden, at det ikke betyder noget.
I familiens skød.
Bjørg Lodberg, Michael Bille Bjørn og lille Saga og labradorhunden Knud i sin
ynglingsposition som familiens midtpunkt
Måske er 3 et magisk tal. Det tog i hvert fald Bjørg og Michael tre uger at få forældrefølelsen rigtig ind under huden og vænne sig til, at nu var de mor og far.
Og i løbet af de samme tre uger tøede Knud langsomt op. Stille og roligt - så kunne han godt gå hen og snuse lidt til Saga, og så gik det pludselig stærkt. Men han syntes, det var helt vildt mærkeligt, når Michael sad med hende, men det var også i den situation, han begyndte at tur- de snuse lidt til hende. Nu er hans rolle omkring hende også blevet stærkere. Nu reagerer han, hvis Saga græder. I begyndelsen lå han bare og sov.
Knud kan også tage legetøj og komme med til hende, når hun græder.
- Vil det altid være sådan, at hunden føler sig tilsidesat, når barnet kommer?
- Det kommer an på, hvordan hunden er. Knud er en blid, lidt tilbagetrukket hund. Hvis hunden er lidt fremfusende, vil den erobre det hele, siger Bente Iversen. - Og når der bliver ammet, vil den sidde på det andet knæ. Man er nødt til at lære hun- den, at "nu er det barnetid, og nu er det hundetid". Det skal både hunden og barnet lære. Man kan træne med hunden, så den forstår, at den skal sidde på gulvet ved siden af, allerede mens man er gravid. Det er mindre stressende. I begyndelsen skal hunden lære, at der er kommet et nyt individ ind. Det er absolut ikke noget, der truer hunden, men det er noget, der skal have plads. Hunden skal have at vide, at den ikke må sidde oven på barnet hele tiden. Den må komme hen og snuse og slikke, og så må den trække sig lidt til- bage. Hunden vil betragte barnet som en hvalp eller legekammerat, som tiden går. Det, jeg ser rundt omkring, hvor barn og hund vokser op sammen, er, at de bliver bonkammerater. Barnet får sin første legekammerat derhjemme, og der er næsten barnepige fra dag et. Det er et meget tæt forhold, og hunden lærer at være forsigtig.
Knud er ikke nogen problem hund. Han er en meget privilegeret hund, fordi livet i hjemmet er tilrettelagt sådan, at der er plads til ham. Han er ikke bare en hund, der er der, han er et medlem af familien. Knud er ikke blevet underhund, fordi der er kommet et barn, men lidt usikker er han alligevel blevet. Nu søger han Bjørg, fordi det er hende, der lugter af baby. Han vil gerne være i centrum, helst ligge i den ene arm, når Saga ligger i den anden. I har været meget opmærksomme på, at der ikke skulle gå noget fra ham, men det kan man se på ham, at han føler, der gør. Til gengæld har han fået en lege- kammerat, en at passe på. Han rykker ikke ned i gruppen på grund af et spæd- barn, for alle i familiegruppen har deres lederskabsområder. Han er f.eks. god til at passe døren!
- Vi har givet Knud lov til at snuse, siger Bjørg.
- I har taget det som en naturlig ting, og det er verdens bedste måde at gøre det på. Hvis man begynder at sige: "Vi skal lige passe på", så siger hunden: "Hvad er det?". Og begynder man at holde hund og barn for sig, så opfatter hunden, at barnet er noget forfærdeligt noget, "for mor bliver bange, så snart vi er sammen med barnet". Så bliver barnet forbundet med noget dårligt i stedet for med noget godt. Det kan munde ud j, at hunden ikke vil kunne lide børn. De hunde, der kan være problemer med, er ofte hunde, som i forvejen bestemmer over deres mennesker.
Bjørg
Lodberg og Michael Bille Bjørn var enige om, at det ikke skulle gå ud over hunden Knud,
at de fik et rigtigt menneskebarn. Alligevel var hunden tydeligt forvirret og næsten ikke
til at slæbe væk, da den ikke skulle være med
på dette billede.
- Sker der nogensinde ulykker, hvor hunden bider spædbarnet?
- Ingen kan sige, at det ikke kan ske. Men jeg har aldrig læst om, at det er sket. Jeg kender ingen tilfælde, hvor det er sket. Det er normalt først i kravlealderen, man får problemer, fordi barnet, uden at vide det, kommer med truende signaler, når det kommer kravlende direkte hen mod hunden og stirrer på den eller trænger den op i et hjørne eller stikker fingrene ind i øjnene på den. De fleste hunde snor sig ud af situationen og kommer væk. En lidt bombastisk hund vil måske vise tænder.
Det aflæser barnet bare ikke som nogen trussel. Det næste er, at hunden knurrer, men det aflæser kravlebarnet heller ikke som et trussels-signal. Barnet tager måske fat i hundens ører. Det tredje signal er så, at hunden lukker munden op hen over barnet. Så bliver barnet bange og trækker sig tilbage og river sig på en af hundens hjørnetænder. De gange jeg er kommet ud til familier, hvor der har været konflikt mellem barn og hund, har det som regel været lignende situationer - men det er sjældent. Nogle gange er forklaringen, at hunden har smerter, f.eks. gigt eller dårlige ører. - Vil man have både hund og barn, må man også lære barnet, at det ikke må plage hunden eller stikke fingrene ind i øjnene på den og hive den i ørerne. Vi ser, at mange af vores venners børn, som ikke er vant til hunde, opfører sig anderledes, end vi ønsker, at Saga skal opføre sig, siger Michael.
- I skal også lære Saga, at fremmede hun de ikke finder sig i de samme ting, som Knud vil finde sig i, forklarer Bente Iversen. - For en hund, der ikke er vant til børn, virker det som en trussel, når barnet slår armene omkring halsen på den, fordi "den er så sød". Der er det forældrenes opgave at fortælle, at det her kan du gøre med vores hund, men det er ikke sikkert, du kan gøre det med naboens hund. Og hunden, der står bundet ved bageren, går man ikke hen til, for den har ingen flugtmuligheder og er som regel ulykkelig og usikker, så den kan reagere ved at bide.