Ved holistisk behandling, forstås en behandling, hvor der ses på dyret som en helhed, og anvendes den eller de behandlingmetoder, som er nødvendig for pågældende dyr. I min klinik kan det være de behandlingsformer, som vi før kaldte alternative behandlinger d.v.s. massage, akupunktur homeopati m.m. I dag er nogle af disse behandlingsformer blevet "stuerene" og er derfor ikke alternative. Desuden er det somme tider nødvendig her og nu at behandle et dyr med traditionel dyrlægemedicin. En brækket ben skal røntgenfotograferes og det er nødvendig med en operation. Holistisk behandling på min klinik indebærer at jeg anvender både min dyrlægeviden og min viden fra min videreuddannelse om dyrs psyker, massage, akupressur, akupunktur, urter, homeopati, blomsterremedier, kinesiologi og healing.
Ved alternativ behandling forsøger vi at stimulere dyret til selvhelbredelse. Det vil sige, at dyret hjælpes i balance, så det selv bliver i stand til at bekæmpe sin sygdom frem for at vi med medicin overtager styringen og slår sygdommen ned. Lykkes dette vil vi ofte se, at dyrets immunforsvar og almene sundhedstilstand bliver bedre.
I princippet kan alle lidelser hos dyr behandles med alternativ medicin. Det er dog vigtigt, at
får dyret grundigt undersøgt af en dyrlæge, hvis der er sygdomme, som skal behandles med traditionel medicin. Ofte anvender jeg både adfærdsforandring, alternativ medicin og traditionelle behandlingsformer samtidig.
På BIO Dyreklinikken har vi gode erfaringer med behandling af muskel- skeletlidelser (forstuvninger, gigttilstande, diskusprolaps etc.), mave-tarmforstyrrelser (f.eks. diarre eller opkast), reproduktionsforstyrrelser (falsk drægtighed, manglende løbetider), hudproblemer og psykiske og mentale problemer hos hund og kat (angst for ring, lyde eller mennesker, aggressivitet, usikkerhed, stress m.m.).
I det følgende vil jeg kort nævne hovedtrækkene ved forskellige holistiske behandlingsformer.
Homeopati, blomstermedicin, akupunktur,
Homøopati er en naturmedicinsk behandlingsform med sin egen filosofi, sine egne lægemidler og en århundredelang tradition og historie. Homøopati kommer fra det græske homoios = lignende og pathos =lidelse. Den har rødder tilbage i den græske læge Hippokrates (400 år f.kr.) men behandlingsformen blev grundlagt og systematiseret af den tyske læge, Christian Friedrich Samuel Hahnemann (1755-1843). Han publicerede sine første teorier og tanker om at "lige helbreder lige" i 1796. Siden hans tid har homøopatien vundet udbredelse i en stor del af verden, hvor den bruges i sygdomsbehandlingen af både mennesker og dyr.
Brugen af homøopatiske lægemidler til dyr er baseret på erfaringer fra humane homøopater og dyrlæger, som anvender homøopatisk medicin udelukkende eller som en væsentlig del af deres behandling. Erfaringerne er bliver videregivet gennem homøopatisk litteratur og på kurser. I Europa er homøopatien langt mere udbredt i f.eks. England, Frankrig, Schweiz, Holland og Tyskland, end den er i Danmark.
Homøopatiske lægemidler er meget fortyndede ("potenserede") opløsninger af stoffer fra
plante-, dyre- eller mineralriget, og disse gives i små doser til det syge dyr. Der er således ingen skadelige virkninger forbundet med brugen af medicinen.
Medicinen udvælges efter lighedsprincippet "similia similibus curantur" (lat: med lignende
skal lignende helbredes). Det vil sige, at et sygt individ med en række givne symptomer behandles med et homøopatisk middel, som givet til raske individer vil fremkalde lignende symptomer.
Kunsten er at finde det rette lægemiddel til patienten udfra de symptomer patienten
udviser. Primært foretages der en udspørgen af dyrets ejer og en grundig undersøgelse af dyret, hvor alle fysiske og psykiske symptomer og særpræg registreres. Dernæst findes lægemidlet ved hjælp af opslagsbøger, hvori der er samlet en lang række oplysninger om de
homøopatiske lægemidler. Valget af det homøopatiske lægemiddel kan kræve et grundigt
stykke arbejde, og det kan være tidskrævende at finde det lægemiddel, som i sit lægemiddel-billede svarer bedst muligt til patientens symptombillede.
I akutte sygdomstilfælde og i tilfælde af patienter med et meget sparsomt symptombillede kan homøopatiske lægemidler på baggrund af sygdommens art - dog oftest under hensyntagen til de mest fremtrædende symptomer.
Anvendelsen af såkaldt "potenseret medicin" er en væsentlig grund til , at homøopatien møder stor skepsis. At potensere betyder at "gøre kraftigere", til trods for at man under en potensering fortynder lægemidlet systematisk og trinvist. Forskellen på en fortynding og en potensering er, at det homøopatiske lægemiddel aktiveres gennem en kraftig bankning eller rystning mellem hvert eneste fortyndingstrin. Hahnemann opdagede, at et rigtigt valgt homøopatisk middel faktisk virker kraftigere jo højere potens det anvendes i.
Der findes endnu ikke en entydig naturvidenskabelig forklaring på effekten af potenserede lægemidler. Det er en væsentlig grund til, at homøopatien bliver afvist af den naturvidenskabelige medicin.
Den homøopatiske potensering består i at man systematisk og trinvis fortynder og ryster udgangsmaterialet, som kan være fra plante- dyre eller mineral-riget. Man fortynder oftest i forholdet 1:100 (C-potenser) eller 1:10 (D-potenser) mellem hvert potenstrin og man kan potensere fra ganske få op til flere hundrede trin. Efter første potenstrin har man det homøopatiske lægemiddel i potensen D1 (hvis fortyndingen er 1:10). Denne 1. Potens fortyndes igen 1:10 - rystes - og herved fremkommer lægemidlet i 2. Potenstrin (D2).
Denne trinvise fortynding fortsættes til den ønskede potenshøjde - f.eks. D6 eller D30.
Homøopatiske lægemidler er - som ovenfor nævnt - meget fortyndede ("potenserede")
pløsninger af stoffer fra plante-, dyre- eller mineralriget, og disse gives i små doser til det syge dyr. Der er således ingen bivirkninger forbundet med brugen af medicinen.
Medicinen gives i en alkoholopløsning, som dråber eller som sukkerkugler. Disse gives i en dosering, som er angivet på medicinglasset, eller som på anden måde er anvist. Medicinen indgives direkte i munden. Det er ikke nødvendigt at dyret med det samme sluger medicinen - det vigtigste er, at medicinen har været i berøring med mundslimhinden.
Medicinen skal helst tages udenfor fodringstid. Undgå at blande medicinen med andre ting og at berøre den direkte.
Dosering og behandlingens varighed afhænger bl.a. af sygdommens art, omfang, det valgte lægemiddel og potens samt responsen på behandling. En homøopatisk behandling kan således strække sig fra en dag til over flere måneder.
Der ses af og til en forværring af symptomerne i starten af et behandlingsforløb. Dette er ofte et postitivt tegn på, at kroppen reagerer mod sin sygdom og at der derfor er effekt af behandlingen. Man bør imidlertid altid indstille behandlingen, hvis alvorlig forværring opstår.
Behandlingen indstilles ligeledes, når der ses en mærkbar bedring. Behandlingen kan senere genoptages efter aftale med dyrlægen.
Det er vigtigt, at en dyrlæge har stillet en diagnose på dyrets sygdom og at man har diskuteret mulighederne for helbredelse eller afhjælpning af dyrets problem med traditionel behandling i forhold til den alternative behandling, så dyrets fremtidige livskvalitet sikres bedst muligt.
I Danmark findes der efterhånden flere dyrlæger, der praktiserer homøopati. Hvis din egen
dyrlæge ikke udfører homøopatisk behandling, kan denne via Foreningen for Integreret Veterinæsmedicin (FIV) eller Den Danske Dyrlægeforening henvise til andre dyrlæger, der tilbyder denne behandlingsform.
Akupunkturen har rødder langt tilbage i den kinesiske lægekunst. De tidligste optegnelser og beskrivelser af akupunktur bygger på behandling (nålestik, tryk, massage m.m.) af ømme hud- og vævsområder. Først sidst i 1960'erne begyndte man i den vestlige verden at interessere sig for denne behandlingsform. Akupunkturen vinder stadig større accept i vor lægeverden og akupunkturbehandling af dyr bliver brugt i stadig større udstrækning.
En variant af akupunktur behandlingen er laser behandling, hvor man ved hjælp en en laser påvirker en række akupunktur punkter. Denne behandlingsform kan for nogle dyr virke blidere en akupunkturen med nåle. Specielt katte kan have problem med nålene, men her en laseren rigtig god.
Nogle af akupunkturens virkningsmekanismer kan forklares ud fra nervesystemets reaktion på nålestikket. Kroppens egen udskillelse af morfinlignende stoffer (endorfiner) aktiveres, men herudover er der en række andre processer, der sættes i gang i nervesystemet. Påvirkningen af nervesystemet og dermed effekten af akupunkturen kan i visse situationer forstærkes ved elektrisk og anden stimulation af nålene. I de fleste tilfælde sidder nålene dog kun i vævet og påvirkes ved lette manipulationer med fingrene. Den smertestillende effekt af akupunktur kan eksperimentelt ophæves med "naloxon" - et stof, der ophæver morfins virkning.
Selv om en del af de effekter, der ses i kroppen efter akupunkturbehandling kan måles og til en vis grad forstås så er der stadig mange praktiske behandlingsresultater, der ikke kan forklares efter vestlig medicins målestok.
Som ved anden alternativ behandling går akupunkturen ud på efter traditionel kinesisk opfattelse at stimulere kroppen til selvhelbrelse. Dette sker i praksis ved at påvirke akupunkturpunkterne, der ligger på de såkaldte meridianer. Efter kinesisk filosofi er meridianerne "usynlige" energibaner i kroppen, hvorigennem livsenergien (kinesisk: "chi") strømmer. Når et individ er sygt, kan det forklares ved, at der er en ubalance eller blokering af forløbet af "chi" igennem meridianerne og denne kan genoprettes ved at stimulere et eller flere akupunkturpunkter, der har indflydelse på de pågældende meridianer.
Den traditionelle kinesiske diagnostik og sygdomsbehandling bygger bl.a. på forståelse af begreberne Yin og Yang, de 5 elementer og meridianteorierne - en baggrund som er meget fjern fra vestlig tankegang, men som ikke desto mindre flere vestlige læger og dyrlæger forsøger at integrere i deres akupunkturbehandling.
Det er vigtigt, at en dyrlæge har stillet en diagnose på dyrets sygdom og at man har diskuteret mulighederne for helbredelse eller afhjælpning af dyrets problem med traditionel behandling i forhold til den alternative behandling, så dyrets fremtidige livskvalitet sikres bedst muligt.
Inden behandlingen beslutter man, hvilke punkter, der skal anvendes. Dette afhænger af lidelsens art dyrets symptomer og fund af smertepunkter. Endvidere har det også betydning om dyrlægen arbejder med akupunktur ud fra en vestlig eller østlig synsvinkel. Derfor behøver punktvalget på to forskellige dyr med samme lidelse ikke at være ens.Behandlingerne er individuelle.
Akupunkturpunkterne kan findes, dels som "ømme" områder (smertepunkter), dels med en punktsøger (et elektrisk apparat, der kan finde akupunkturpunkter som hudområder med nedsat elektrisk modstand) eller kinesiologi (se senere). Endelig kan punkterne findes udelukkende ud fra deres anatomiske placering ved f.eks. at anvende et akupunktur-atlas, hvor akupunkturpunkterne er angivet på en anatomisk tegning.
Selve stimuleringen af et akupunkturpunkt kan foregå ved det klassiske nålestik, hvor en akupunkturnål indstikkes igennem huden i punktet. Via denne nål kan stimulationen evt. forstærkes eller suppleres v.h.a. manipulation, elektrisk strøm, varme eller ved at en væske sprøjtes ind i punktet (v. brug af kanyler).
Selve behandlingen med nåle tolereres af de fleste dyr. Nålene der anvendes er så tynde og bøjelige, at der kun er ringe reaktion ved indstikket. Meget aktive eller nervøse dyr kan dog generes af nålene og katte tolererer f.eks. ikke nålestik så godt som hunde. I sådanne situationer kan akupunkturpunkterne stimuleres på anden vis (v. f.eks. tryk eller laserbehandling). Nogle dyr bliver tydeligt påvirkede under behandlingen ved at de slapper mere af eller falder i søvn.
En akupunkturbehandling kan vare fra få op til 20 minutter. Det kan være nødvendigt at gentage en akupunkturbehandling 2-10 gange med dages eller ugers mellemrum afhængig af lidelsens art og dyrets respons på behandling. Effekten af behandlingen kan indtræde umiddelbart eller i løbet af nogle dage.
Endnu er der ikke lavet mange kliniske kliniske afprøvninger på effekten af akupunktur og den viden som den enkelte behandler (dyrlæge) anvender er derfor i høj grad baseret på selvstudier, deltagelse i kurser og viddereuddannelse samt gennem egne og andre dyrlægers praktiske erfaringer med behandling af forskellige lidelser.
I Danmark findes der efterhånden flere dyrlæger, der praktiserer akupunktur. Hvis din egen dyrlæge ikke udfører akupunkturbehandling, kan denne via Foreningen for Integreret medicin (FIV) eller Den Danske Dyrlægeforening henvise til andre dyrlæger, der tilbyder denne behandlingsform
Blomster remedier er en blanding af blomster, vand og cognac, som virker helende på følelsesmæssige problemer. På denne måde genopbygger blomster remedierne den mentale harmoni og forebygger, at fysiske sygdomme får rodfæste. Blomster remedierne tager fat på følelsesmæssige tilstande på en holistisk måde, hvorved kroppen får mulighed for at reagere kreativt frem for passivt og destruktivt, når den er nedslidt af liveds påvirkninger.
Den engelske læge Edward Bach beskrev første gang brugen af blomstermedicin i 1930'erne. Siden er de 38 blomster-remedier, som han fandt, blevet anvendt til behandling af psykiske og mentale forstyrrelser hos mennesker og dyr.
Ud over Bachs blomsterremedier findes der i dag flere blomsterremedier. Blomstermedicin er ekstrakter af visse blomstrende planter, som har vist sig at virke på det følelsesmæssige område. Man mener, at sustanserne virker som "energi-medicin", der genopretter en følelesemæssig balance i organismen (i lighed med homøopatisk medicin).
Bach klassificerede de følelsmæssige problemer i 7 større grupper:
Mod angst anvendes: Bævreasp, kirsbærblomme, abeblomst, rød hestekastanje, soløje.
Mod ubeslutsomhed anvendes: Cerato, ensian, tornblad, avnbøg, knavel, skovhejre.
Mod manglende interesse for de aktuelle omstændigheder anvendes: Kastanieknop, klematis, kaprifolie, agersennep, oliven, hestekastanie, hunderose.
Mod ensomhed anvendes: lyng, balsamin, vandrøllike
Mod overfølsomhed eller fortvivlelse anvendes: Agermåne, tusindgylden, kristorn, valnød.
Mod modløshed anvendes: Sødæble, elm, lærk, eg, skovfyr, fuglemælk, ægte kastanie, guldpil
Mod ovedreven bekymring for andre: Bøg, cikorie, kildevand, jernurt, vinranke,
Medicinen kan findes ud fra de karakteristiske karaktertræk, der er knyttet til det enkelte middel. Disse er beskrevet i bøger af Dr. Bach selv og uddybet af flere efterfølgende forfattere.
Jessica Bear og Renata Edelmann har beskrevet anvendelse af blomsterremedier til dyr.
Medicinen gives i en opløsning i kildevand. Medicinen indgives direkte i munden ofte flere gange dagligt i længere tid. Somme tider giver jeg medicinen på rodchrachaet, og lade det trække ind denne vej. Hos katte kan jeg somme tider give det på poten, så katten selv slikker det af.
Medicinen skal helst tages udenfor fodringstid. Undgå at blande medicinen med andet f.eks. foder.
Blomsterremedierne kan bruges for sig selv eller supplerer andre terapiformer, såsom traditionel medicin, urtebehandling, homeopati akupunktur og aromaterapi.
På BIO Dyreklinikken anvender jeg ofte BiO NATUR REMEDIER. Det er en blanding af homeopatiske remedier og blomsterremedier. Disse remedier er udviklet i tagt med, at mine klienter har haft brug for sådanne midler. Fordelen ved disse er, at andre dyrlæger of dyreejere kan anvende disse uden en langvarig konsultation i min klinik. Ud over at anvender BIO Natur remedier anvender jeg også enkeltremedier eller blandinger fremstillet specielt til det enkelte dyr.
Se under BIO Naturremedier